Børnetalsmanden: Systemet passer ikke til familierne
Børn svigtes, fordi systemet ikke giver familierne den hjælp, som de har brug for, mener Aviâja E. Lynge.
Når mor og far svigter deres barn, så er de godt klar over det - men de ved ikke, hvordan de skal lave om på tingene.
Det er et af de centrale budskaber i den tale, som børnetalsmand Aviâja E. Lynge netop har holdt ved ICCs generalforsamling.
Og præcis den hjælp som de familier har behov for, er systemet slet ikke tilpasset til at give, lyder hendes vurdering. Det sker blandt andet, fordi man glemmer, at der er andre end mor og far.
Børn beder om at blive fjernet
Hun trækker i den forbindelse på erfaringen fra besøg 34 forskellige steder i landet.
- Nogle af de største udfordringer jeg ser børnene kæmpe med er; manglende beskyttelse (herunder fysisk og psykisk vold, omsorgssvigt, vanrøgt og seksuel udnyttelse), misbrugsproblematikker, social sikkerhed, levestandard, forældreansvar og manglende hjælp, sagde hun i sin tale, der blev videotransmitteret, da hun ikke selv kunne være tilstede.
Ofte er det regulære nødråb fra børnenes side, som hun bliver mødt med.
- For eksempel kommer nogle selv til mig, med ønsket om at blive taget væk hjemmefra, jeg har oplevet børn true med selvmord hvis de ikke snart får hjælp, mens andre, som er anbragt flere hundrede kilometer fra deres bosteder, ønsker at komme tættere på deres familier.
Familierne erkender svigt
Børnetalsmandens erfaring er, at familierne udemærket godt er klar over, at de svigter barnet; men de er fanget i en ond cirkel, som de ikke selv kan bryde ud af.
- De fleste af de familier som jeg har talt med, ønsker selv at forbedre deres liv og erkender fuldt ud at de omsorgssvigter deres børn. Mange af dem lever i skyld og skam, men føler en stor afmagt og bruger selvmedicinering.
Nogle af forældrene har selv oplevet omsorgsvigt eller seksuelle overgreb, men langt fra alle.
- De allerfleste efterlyser redskaber til at komme videre som mennesker og i forbindelse med opdragelse af børn. De føler ofte at der ikke kommer nogen ud til deres byer/bygder, som ligger langt væk fra administrationen og mangler steder de kan henvende sig til for at få psykisk hjælp og rådgivning. Fælles for alle familier jeg har talt med, er et stort ønske om at blive lyttet til og blive forstået.
Det traditionelle fællesskab er stadig levende
Af samme grund har MIO i sin strategi for de næste tre år besluttet, at familierne skal være centrale i indsatsen - og her et helt udtrykkeligt ikke blot anaana og ataata, der tale om, men også aanaa, aataa, ataatarsiaq, anaanarsiaq og andre.
Det er nemlig det, som Aviâja E. Lynge mener, at man ofte overser: I mange familier står de traditionelle mønstre stadig stærke, når de er hjemme hos sig selv.
- Familien består oftest af langt flere medlemmer, som alle har et mere eller mindre nært forhold til børnene i familien. Vi hjælper også hinanden, ud fra det vi kan, mere eller mindre. Den måde at være familie på, har formet vore måder at være på. Også når vi skal løse problemer.
Naturligvis er der også familier, der er mere vestligt prægede.
- Men mange følger stadig meget af kulturen fra det at være en stor familie på. Dette betyder at det at være en familie med børn ikke altid kan sammenlignes med de vestlige måder at være familier på.
Grønlandsk hjemme – vestligt ude
Og samtidig bliver familierne udenfor hjemmets fire vægge ofte mødt af krav, der stammer fra en vestlig, individuel måde at tænke på. En modsætning, der river og flår især i udsatte familier.
- I den moderne verden, hvis tilgange er baseret på individet, går man ud fra at man skal kunne tale sammen, vise følelser og kunne søge individuel hjælp ud fra individuelle behov. Mange familier har ikke den tilgang, og det kan bringe skam at søge hjælp udefra.
For hende er det en central del af forklaringen på, hvorfor indsatsen overfor svigtede børn fungerer så dårligt.
- For at genskabe den stærke familie, mener jeg at vi er nødt til at gentænke hele vores tilgang til at løse problemer og måden at yde hjælp på. Vi er nødt til at tænke omvendt. Det vil sige, at vi bør tage udgangspunkt i hele familier og disse familiers kulturer og normer, fremfor at blive ved med at udbygge et system som ikke er lavet til dem.
- Fremfor at komme med løsningsmodeller ovenfra, som vi er vant til, har de ret til at blive inddraget og føle ejerskab over deres egne processer henimod et bedre liv.