Børn og unge skal have det bedre

Medlem af naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen fremlægger redegørelsen for børne- og ungestratgien på efterårssamlingen

Mimi Karlsen vil forelægge redegørelsen for børne- og ungestrategien i Inatsisartut den 4. oktober. Foto: Leiff Josefsen

En hovedprioritet for Naalakkersuisut er at forbedre forholdene for vores børn og unge. Målet er, at alle børn får de bedste muligheder for at udvikle sig og for at få et godt voksenliv. Det nødvendiggør sammenhængende, bæredygtige og fremadrettede initiativer indenfor alle dele af børne- og ungeområdet, fremgår det af Mimi Karlsens forelæggelsesnotat.

Børne- og ungestrategien skal ikke erstatte de eksisterende indsatser, men bygger videre på de mange gode udviklinger, der er blevet igangsat igennem de seneste år på børne- og ungeområdet.

Formålet med børne- og ungestrategien er at udstikke konkrete mål og pege på de nødvendige aktiviteter og tiltag, der skal til for at nå disse mål. Børne- og ungestrategien er således ment som et prioriteringsredskab.

Den fulde implementering af børne- og ungestrategien i 2012 koster ca. 65 mio. kr. Der er på FLL 2012 tilført børne- og ungestrategien 10 mio. kr. Derudover er strategien tilført midler til flere af indsatserne via udisponerede midler fra de 25 mio. kr., som Naalakkersuisut i 2009 afsatte til en særlig indsats på børneområdet i 2010, Tryg Barndom strategien 2010.

Det er Naalakkersuisuts holdning, at der på baggrund af blandt andet høringssvarene, særligt fra Kanukoka og kommunerne samt på baggrund af Skatte- og velfærdskommissionens anbefalinger, bør ske en prioritering af den tidlige indsats. Det gælder særligt den tidlige aldersorienterede indsats for børn i alderen 0-6 år og deres familier, hvor Naalakkersuisut ønsker at styrke indsatsen med flere midler til misbrugsbehandling, jordemødre og sundhedsplejersker på sundhedsområdet.

En forudsætning for at løfte de fleste af indsatserne i børne- og ungestrategien er, at der sker en særlig indsats for at sikre de nødvendige hænder gennem opkvalificering af ufaglærte og faglærte samt en målrettet uddannelsesindsats. Strategiens indsatsområder skal indtænkes og prioriteres i Uddannelsesplanen. Ligesom der skal ses på de eksisterende indsatser og midler samt muligheden for koordinering i selvstyret og kommunerne, mener Mimi Karlsen.

Børne- og ungestrategien er planlagt at blive behandlet i Inatsisartut den 4. oktober.

Powered by Labrador CMS