Børn i Qeqqata Kommunia får ret til en bisidder

En samarbejdsaftale mellem Qeqqata Kommunia og Foreningen Grønlandske Børn sikrer, at børnene kan få tildelt en Najorti-bisidder, når de er i kontakt med kommunen

Foreningen Grønlandske Børn (FGB) og Qeqqata Kommunia har underskrevet en treårig aftale, der sikrer, at børn i kommunen, som har en socialsag eller vil have en socialsag, kan få tildelt en Najorti-børnebisidder.

- Vi er meget glade for denne samarbejdsaftale med Qeqqata Kommunia, som er den første af slagsen, siger Puk Draiby, generalsekretær i FGB i en pressemeddelelse.

Aftalen blev godkendt at Qeqqata Kommunias Udvalg for Familie og Sociale forhold, og betyder blandt andet, at kommunen forpligter sig økonomisk til at støtte Najorti-bisidderordningen, og kommunen skal stille et børnesamtalerum til rådighed.

- Det er glædeligt, at vi med dette samarbejde kan imødekomme vores forpligtelse over kommunens børn, som alle har ret til og brug for støtte, siger borgmester Malik Berthelsen (S).

Siden 2017 har det været et lovkrav, at alle børn har ret til en bisidder, og at kommunerne er forpligtet til at sørge for dette.

Powered by Labrador CMS