Børnelokkere
Børn i chok: Børnelokkere på spil
Fire elever, der går i 3. klasse på Ukaliusaq-skolen i Nuuk, blev så bange over to mænds opførsel, at de måtte flygte hjem. To af dem til en af deres skolelærere.
Lederen af 1. trin på skolen, Britta Nielsen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at to af børnene har oplyst, at de blev lokket af to mænd på skolens parkeringsplads. Lokkemidlet var såvel 200 som 500 kroner sedler, og de to mænd ville ifølge børnene have dem med ind i deres sorte bil.
De fire elever tog ikke imod tilbuddet, da de anede uråd, blev bange og derfor løb over til Nuuk Center, hvor de tog bussen hjem til Nuussuaq.
To af dem løb hen til en af deres lærere, som boede tættest på busstoppestedet. De andre to elever i otte til ni års alderen løb hjem, bekræfter en mor til et af børnene i en facebook-opdatering. De to mænd med den mørke bil fulgte efter børnene i bussen, har de fortalt.
Nuuk Politi har endnu ikke modtaget nogen anmeldelse om episoden, men opfordrer forældrene til at tage kontakt til politiet.
Skoleinspektør Karno Lynge oplyser, at det må være forældrene, som skal anmelde sagen til politiet, da episoden er foregået uden for skoletid.
Skolens leder for 1. trin har valgt at orientere forældre og kolleger på skolens intranet, og i morgen torsdag, vil der på klassebasis blive talt om episoden.
- Vi vil tage en snak med eleverne om, hvordan man siger nej, hvis man kommer ud for en sådan situation. Ja, hvordan undgår man sådanne oplevelser, forklarer Britta Nielsen, der har været i kontakt med den lærer, som børnene flygtede hjem til.
Britta Nielsen har aldrig før oplevet en tilsvarende situation og mener man skal den "meget alvorligt".