Børn skal beskyttes bedre mod alkohol

Nye retningslinjer for alkoholreklamer slår fast, at alkohol ikke er for børn og unge. Men Selskab for Børnesundhed vil også have skoler og kommuner på banen.

Trods forbud mod salg af alkohol og cigaretter til unge under 16 år viser undersøgelser, at der er sket en fordobling siden 2006 i andelen af unge i Danmark, der ryger og drikker sig fulde mindst en gang om måneden. Polfoto: Jens Grarup

De personer, der bruges i reklamer for alkohol, skal ikke alene være fyldt mindst 25 år. De skal også se sådan ud. Desuden må der aldrig reklameres for alkohol i medier, hvor over 30 procent af publikum er børn og unge.

Det mener Alkoholreklamenævnet, der tirsdag offentliggjorde sine nye retningslinjer for markedsføring af alkohol på en konference på Christiansborg.

Alkoholnævnet har eksisteret i 10 år og har i den anledning gjort status. Med de nye retningslinjer kommer beskyttelsen af børn og unge til at stå over alle andre hensyn, når det gælder reklamer for alkohol.

- Vi har ment, det var relevant at indskærpe væsentligheden af, at alkoholmarkedsføring ikke skal rettes mod børn og unge. Dels for at sende et klart signal og dels, fordi der opstår stadig flere mediekanaler for markedsføring, som børn og unge bruger, siger advokat Ejvind Sandal, som er formand for Alkoholreklamenævnet.

Forbrugerrådet, der har fast sæde i nævnet, slår fast, at retningslinjerne for alkoholmarkedsføring må følge med udviklingen i reklamemetoderne, hvis de fortsat skal virke.

- Vi er i Forbrugerrådet enige i at fremhæve den særlige beskyttelse af børn og unge, som understreger, at alkohol ikke er for mindreårige, siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.

I dag kan Alkoholreklamenævnet kritisere en markedsføring og - hvis producenten ikke retter ind - bede Forbrugerombudsmanden om at gribe ind.

Sanktionsmuligheder

Camilla Hersom mener, at det vil være relevant at se nærmere på nævnets sanktionsmuligheder.

Børne- og ungelæge Annette Storr-Paulsen, hilser drejningen i reklamenævnet velkommen, men mener, at der skal mere til for at holde børn og unge fra alkohol.

- De unge drikker jo ikke kun på grund af reklamerne. Også vores kultur omkring alkohol og forældrene er med til at give dem alkoholvaner, siger Annette Storr-Paulsen, der også er formand for Dansk Selskab for Børnesundhed.

- Så kommunerne og folkeskolen må også på banen og sige, at det overhovedet ikke er i orden, at børn drikker, fastslår hun.

Trods forbud mod salg af alkohol og cigaretter til unge under 16 år viser undersøgelser, at der er sket en fordobling siden 2006 i andelen af unge, der ryger og drikker sig fulde mindst en gang om måneden. Så politiske indgreb hjælper heller ikke, mener Annette Storr-Paulsen.

- Forbud har vi haft. Nu skal der følges op med en ændring af kulturen, siger hun.

Powered by Labrador CMS