Boeing opgraderer sofware efter to flystyrt

Dagen efter styrt, der kostede 157 personer livet, siger flygiganten Boeing, at man er på vej med ny software.

Boeing vil opgradere softwaren til sine fly af typen 737 MAX 8. Det oplyser den amerikanske flygigant sent mandag.

- Softwareopdateringen vil blive implementeret på tværs af 737 MAX-styrken i løbet af de kommende uger, oplyser flyproducenten.

Meldingen kommer, dagen efter at et fly af netop typen Boeing 737 MAX 8 styrtede ned i Etiopien. Samtlige 157 personer om bord døde.

I sin udtalelse nævner Boeing ingen sammenhæng mellem søndagens ulykke og softwareopdateringen. Flyproducenten udtrykker dog sin medfølelse over for de pårørende til de 157 dræbte.

Erklæringen fra Boeing kommer, få timer efter at de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA (Federal Aviation Administration) meddelte, at man vil kræve ændringer i datasystemerne i Boeing 737 MAX 8 inden april.

Søndagens dødsulykke var det andet flystyrt med den populære Boeing 737 MAX 8 på under seks måneder. I slutningen af oktober styrtede et fly fra Lion Air ned i Indonesien. Her mistede i alt 189 personer livet.

I meddelelsen mandag aften oplyser Boeing, at flyproducenten i kølvandet på ulykken i oktober har "udviklet en softwareforbedring til 737 MAX, der er designet til at gøre et allerede sikkert fly endnu mere sikkert".

Også de amerikanske myndigheder fastholder, at Boeing 737 MAX 8 fortsat er flyvedygtig.

- Hvis FAA (de amerikanske luftfartsmyndigheder, red.) opdager et problem, der påvirker sikkerheden, så vil ministeriet straks tage affære, sagde USA's transportminister, Elaine Chao, tidligere mandag.

- Jeg vil gerne have, at folk ved, at vi tager de her hændelser, de her ulykker, meget seriøst.

I en udtalelse mandag oplyste FAA, at de vil kræve ændringer i datasystemerne i den ulykkesramte flytype. FAA vil desuden kræve "opdaterede træningskrav" for piloter.

I kølvandet på søndagens ulykke har flere flyselskaber valgt at indstille sine flyvninger med fly af typen Boeing 737 MAX 8.

Det gælder blandt andet Aeroméxico fra Mexico, Comair fra Sydafrika og Gol Airlines fra Brasilien

Powered by Labrador CMS