Når politikere uden visioner skal skabe resultater for deres vælgere, så sker dette desværre ikke ved, at de skaber noget nyt. De skaber ikke vækst, de skaber ikke jobs og de skaber især ikke ny rigdom og velstand. Det eneste, de skaber, er drømme. Drømme om at nogle er styrtende rige og at de selv som velmenende politikere vil hjælpe de svage, i denne sammenhæng deres vælgere. Disse drømme kaldes i dag ”omfordeling”. For at give det et hele et lidt helteagtigt skær, så sammenlignes de – ofte af dem selv - med Robin Hood.
Til at starte med – så kender vi nok alle historien om Robin Hood – vi elsker historien.
Den er spændende, til tider romantisk og helt sikkert fyldt med aktion. Sådan er gode film. Men det er bare en film. Det er ikke virkeligheden og har aldrig været det. Robin Hood er en myte, et sagn fra det gamle England, hvor man havde brug for helteskikkelser.
Hvis vi skal blive i politikernes verden – drømmen – så lad os se på hvem Robin Hood var. Han var en fredløs, det vil sige, at alle kunne jage ham, da han var dømt for mord og røverier. Historien sætter aldrig fokus på mordet, så lad os gå direkte til røverierne. Ifølge sagnet skulle Robin Hood stjæle fra de rige og give til de fattige og dette skulle angiveligt gøre det i orden at være en gemen tyveknægt. Men tyveri er ikke i orden. Hverken dengang eller i dag.
Grønlands Robin Hood 2014 - naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq - han stjæler fra de rige og giver til de fattige. De rige i hans øjne er Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia og de fattige er hans hjemkommune og partikollegaer i nord og hans partikollegaer i syd.
Hvis nu Vittus var så god til tal, som han selv tror, så vil han kunne se, at der ikke findes rige kommuner. Så der er ikke nogle rige at stjæle fra. Det han rent faktisk gør er, at sikre at alle er lige fattige. Det kan såmen også være en politisk ambition i sig selv, men så er vi tilbage til de politikere som ingen visioner har - igen.
Vittus glemmer behændigt en masse ting, når han udtaler sig. Han glemmer for eksempel den skjulte krydssubsidiering, som findes overalt i Grønland, og som forvrænger det virkelige billede at leveomkostningerne og potentialerne i dette pragfulde land. Han glemmer også en anden vigtig ting. Han glemmer helt at se på de administrationsomkostninger, der er i de enkelte kommuner og hvad de reelt har gjort – i forhold til hvad der reelt kan gøres – for at gøre de kommunale administrationer så billige og effektive i drift som muligt.
Dermed betaler Nuuk – lad os sige det som det er – for at Jørgen i syd og Ole i Nord ikke tør gennemføre de nødvendige rationaliseringer og centraliseringer, som er bydende nødvendige. Altså med mindre man kan få andre til at betale for sit manglende mod og manglende visioner.
En radikal løsning kunne være at fjerne hele det kommunale politiske niveau, bygdebestyrelser og lokale råd. De gør hverken fra eller til alligevel og koster en bondegård i drift. Disse sparede midler kunne bruges til at skabe vækst og velfærd. Som modvægt kunne man så udvide Inatsisartut fra 31 medlemmer i dag til f.eks. 51, så der sikres en bedre repræsentation i parlamentet. Så kan man passende gøre det til et fuldtidsjob og lægge alle de kommunale opgaver ind de forskellige udvalg under Inatsisartut. Så har man ikke to administrative systemer der kæmper mod hinanden og spilder vores skattekroner på det.
Nogle vil sige, at vores land er for stort, og at vi er for forskellige til at blive ledet et sted fra. Det mener Vittus ikke, for han taler om et fællesskab, som vi alle er en del af. Hvor om alting er, så er det et scenarie som bør beskrives yderligere, og som man bør regne på og så tage det op politisk – hvis nogen tør. Ideen er hermed givet videre og dette ganske gratis og uden brug af dyre eksterne konsulenter.
Så kære Vittus – Hvad er din vision for Grønland?
Det er ikke nok at have som vision, at man vil være en moderne omfordeler, undskyld, en Robin Hood. For du skal huske en ting Vittus. Robin Hood var en gemen tyveknægt.