Gå til hovedindhold

Anmeldelse: Grønlands Nationalteater: Mikiseq, den lille. En danseforestilling om en overlever. 

For meget død og for lidt liv i en ellers smukt danseforestilling. 

Evnen til at lytte koncentreret i alle 55 minutter forestillingen varede, blev sat under hårdt prøvelse, da Grønlands Nationalteater havde premiere på danseforestillingen Mikiseq, instrueret at teatrets chef, Svenn Syrin. Mikiseq er en beretningen om dét at vokse op i selvmords- og mord ramt familie med alkohol- og seksuel misbrug og megen vold. Forestillingen er bygget op som en sanselig fortælling understøttet af ny-komponeret musik og dans, hvor fortæller stemmen skal underbygge og forene sanseindtrykkene til en helheds-oplevelse.

Mange i Grønland er følelsesmæssigt berørt at det tragiske emne. Følelser er svære at håndtære, fordi de kommer i kog og kommer ud som tårer og gnister.  

Monoton stemme
Ligeså sværd det er at håndtere vold og død, er det ligeså sværd at live sig ind i forestillingen. Helheds sanseligheden, som var lovet forud, udeblev, i den monotone oplæsning. Kun i dansen og tonerne var den der. Ikke i fortæller stemmen. Mikiseq virkede som 2 selvstændige forestillinger. Den ene en radio monolog og den anden en danseforestilling på scenen. Kimmernaq Kjeldsen læste historien op i neutral, følelseskold stemme, uden smerte, uden had, uden længsel, og uden håb at spore i stemmen. Der var ellers masser af store dramaer, op og nedture i fortællingen. Hurtig taber man lysten til at lytte, og bruger sine sanser på dansen, musikken, scenografien og lyset.  En karakter stemme havde passet bedre til stemmerollen, ligesom man bruger en karakterskuespiller til at danne bestemte figurer i en film. 

Flot danseforestilling
De tre dansere, Marion Parrinello, Leopoldo Guadagno og Alexander Montgomery-Andersen, lavede til gengæld flot og sanselig forestilling i kostumer syet af Nina Motzfeldt Jensen til Ruth Montgomery- Andersens koreografi og Benjamin Mørks kompositioner. Siri Langdalens scenografi og Morten Ladefogeds lysdesign var også tip top. Helt igennem nordisk professionelisme.  

Fredfyldt sjælevanding
At Nationalteatret har mod på, at lave en forestilling om Grønlands nationale traumer, er prisværdigt. Modigt er det også, at instruktøren har valg en forestillingsform, som kun få kender til herhjemme. Selvom ministeren for Sundhed, Steen Lynge, i sine forord skriver, at forestillingen ikke handler om døden, men om lyset og håbet midt i sorgen, så savner man overleverens budskab og det gode ved at leve og leve lykkelig. Publikum hørte intet om lyset ej heller om håbet når ulykken var værst. Man hørte kun om volden og døden. Man så døden og smerten blive illustreret som en fredfyldt sjælevandring i harmoni, i en smuk sanselig dans til tonerne af smuk himmelsk musik. Hvis der skete mere på scenen som illustrerede den rå virkelighed ville det nok være mere forståelig for grønlandsk publikum. Sætte ansigt på overleveren Mikisoq og hendes budskab om livet, ville nok også have større effekt, og afsluttende ”morale” ligner for meget Paarisa forebyggelses tekst. Virkelighedens Mikiseq havde råstyrke til at komme videre med sit liv. Det så man ikke i stykket. Der var for meget død, dødsdans og for lidt liv. 3 stjerner ud af 6.  

-th 

Dansk