Ovenpå Aleqa Hammonds frie fald fra magtens tinder fra både posten som regeringsleder såvel som partiformand for Siumut har partiet været slået til tælling – og altså helt igennem underlagt vilkårlige forhold herunder hvad man kunne kalde sine indre dæmoner. Det er for så vidt ikke så mærkeligt, at politiske partier – som jo befolkes af personer der dels har politiske visioner og/eller egne personlige ambitioner indbefattet gunstige økonomiske muligheder – under sådanne dramatiske eksistentielt udfordrende forhold kæmper deres egne interne kampe. Under denne interne kamp om magten har partiet Siumut af gode grunde ikke haft megen slagkraft til at opfylde sin egentlige funktion i samfundet; nemlig at kæmpe for sin politiske udlægning af samfundets bedste udvikling. Dette er også sket siden den tidligere formand Aleqa Hammond snublede i bilagene og med rette mistænkes for endnu et bedrageri.

Af helt indlysende grunde kan politiske partier ikke leve med ledere der – som det formuleres på jurasprog – med begrundet eller endog stærkt bestyrket mistanke – ikke holder moralen klar i deres forvaltning af offentlige midler og dermed svækker offentlighedens opmærksomhed fra partiets politiske budskaber. Troværdigheden kan ganske enkelt ikke forsvares under sådanne tvivlsomme omstændigheder. Af samme grund har partiet meget ufrivilligt og under stærkt kontroversielle krumspring måttet afgive regeringsmagten samt afholde ekstraordinært landsmøde med formandsvalg som absolut bærende tema.

Til dette formandsvalg opstillede ikke mindre end fire kandidater i så at sige hver sin kategori – dog for tre af kandidaternes vedkommende alle under fællesnævneren levebrødspolitikere: En partiloyal soldat og konstitueret formand uden de store underbyggede visioner for landet, en opkommende akademiker i parti-hierakiet, en mangeårig populist og parlamentarisk dobbeltmandat med royal benovelse samt et parti-ikon med masser af betændte sager i bagagen, erklæret nepotist og udbredt modvilje fra store dele af befolkningen. En sådan omfattende magtkamp viser måske mere end noget andet, at partiet er i stor splid med sig selv. Men landsmødet – som udgøres af partiets lokalformænd og dermed ubestrideligt selv integrerede deltagere og medvidere i magtspillet om samfundsledelsen – valgte efter fleres vurdering den mest samlende figur i partiet, nemlig Kim Kielsen. Og sandt er det, at den nyvalgte formand ikke har oplyste møgsager på cv´et.

Kim Kielsen er mangeårig og højtstående medlem af partiet og har været deltager i indtil flere regeringer under både Hans Enoksen samt Aleqa Hammond. Han må derfor siges at være en gennemprøvet veteran. Måske af samme grund har han – efter undertegnedes opfattelse – ikke udvist hverken banebrydende visioner eller initiativer til at minimere det udbredte misbrug af offentlige midler til egen fordel fra især toppolitikeres side – og historisk set herunder i særdeleshed fra partiet Siumuts side. Men dette misbrug skal efter partiformandens udmeldinger siden sin konstituering for knap 3 uger siden være slut.