I disse tider er både de politiske partier - såvel som landets grå eminencer i form af elitært magtfulde samfundsgrupper - stærkt optaget af fordelingen af samfundsøkonomiens helt dominerende offentlige midler. Ikke mindst eksemplificeret ved skænderiet om udligningsordningen, hvor den selv magtfuldt enerådende finansminister har truet med egne selvopfundne principper, der nærmest naturgivent tvinger oppositionen frem som trold af æske.

Ideen i den opsigtsvækkende udligningsreform er, at Hovedstadskommunen qua dens umådeholdne tilgang af centraliserede Selvstyre-institutioner - herunder hovedparten af de offentlige aktieselskaber uanset om disse nødvendigvis fysisk behøver at ligge i hovedstaden – har indforskrevet langt de fleste skatteindtægter fra disse offentlige aktiviteter. Og følgelig har mange private selskaber tillige valgt at betjene dette overdimensionerede offentlige administrationsapparat ligeledes fra hovedstaden.

Dermed samles ikke mindst toppen af den økonomiske kransekage i hovedstaden, hvor der efter sigende skulle være 735 skatteborgere af dansk oprindelse der tjener over 1 mio. kr. om året. Henset til at disse skatteborgere rimeligvis hovedsagligt overvejende direkte eller indirekte er modtagere af den offentlige økonomi - såvel som at der antageligt er lige så mange grønlændere med tilsvarende indkomst i hovedstaden - må man konstatere, at uligheden i Grønland er større end nogensinde og at balancepunktet står mellem hovedstaden og det øvrige Grønland. 

Selv når man udsætter realiteterne for den statistiske øvelse gennemsnitsbruttoindkomst ligger hovedstaden langt over de fleste andre regioner med mellem 50-90 tusinde kroner om året. Sammenholdt med hovedstadens tilsvarende overvægt af offentlig lønindtægt på omtrent 50.000 kroner er det ikke forkert at konstatere at hovedstaden indkomstmæssigt lukrerer ganske massivt på resten af Grønland.

Den seneste udvikling i sagen er at, finansministeren nødtvungent har taget udligningsreformen af bordet i erkendelse – igen, igen – af, at udspillet er håbløst udokumenteret. Hvordan man så end er kommet frem til netop dette udspil står hen i det uvisse, men som den snu magtpolitiker finansministeren er, har han sikret sit udspils fortsatte effekt idet han oplyser, at et midlertidigt udspil fremlægges efter nye - uforpligtende! - forhandlinger. Disse forhandlinger er meget forudsigeligt netop oplyst strandet, hvorfor ministeren enerådigt igen kan sanktionere et politisk udspil efter eget hoved.

Kommunalbestyrelsen i hovedstadskommunen slås helt rimeligt for sine borgere og dette gøres både med lødige såvel som underlødige argumenter. Naturligvis skal borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq ikke betale mere end andre til det offentlige end nødvendigt, men landets økonomi – og dermed også kommunernes! – baseres i væsentlig grad på den offentlige tilskudsøkonomi og når man meget bekvemt tiltrækker mere end broderparten af både offentlige anlægsmidler såvel som offentlige lønindkomsters skattegrundlag, så er det kun rimeligt at udligningen følger en fælles lighedsfaktor. Bare det forhold at landets groteske overadministration – hvoraf majoriteten vegeterer i hovedstaden, men betales af hele landets skatteydere samt suger ihærdigt på det svindende bloktilskud fra Danmark – betinger mere end noget andet at landet skævvrides mellem hovedstaden og udkantsgrønland. I modsætning til at hovedstadens politikere fremhæver forpligtelsen til deres bygder, så har eks. Qaasuitsup Kommunia mere end 30 sådanne samt nogle af landets fattigste byer, der længe har belastet økonomien med eks. medbragt gæld til storkommunen. Og for nogles vedkommende stadig belaster kommunens økonomi qua de i øvrigt rimelige lovgivne forpligtelser.

Man hører så tit – især fra den politiserede elite - at alle må yde deres til hele landets udvikling. Men dette gælder forhåbentlig også både den kommunale tilskudsøkonomi såvel som den enkelte velhavers personlige overskud af deres tilskudsgenerede indkomst.