Gå til hovedindhold

Lad det være sagt med det samme: Alle nøgterne iagttagere af grønlandsk politik – og i hvert tilfælde politisk uafhængige - er rørende enige om Kuupik V. Kleist´s uomtvisteligt statsmandsagtige kvaliteter såvel som saglige indflydelse på grønlandsk politik. Hvilket udenfor enhver tvivl kan behøves i en udpræget populistisk grønlandsk politiseret kontekst. Og ingen tvivl om at vi har at gøre med én af de skarpeste hjerner på højeste plan og en retorisk kapacitet udover det sædvanlige. Men dét vender vi tilbage til efter en indledende opridsning af visse historiske hændelser.

For kort tid siden fremkom det danske avistillæg Berlingske Business med en beklageligt opsigtsvækkende historie om IA-formandens erhvervsmæssige interesser sideløbende med formandens politiske lederstilling. Noget af historien er måske ikke helt dokumenteret – eller måske blot ikke fuldt dokumenterbar – men går i hovedsagen ud på, at den tidligere regeringsleder sammen med to højtprofilerede partikammerater har et rådgivningsfirma der skulle hjælpe bl.a. internationale råstofselskaber via ex-regeringslederens officielle kontakter i ind-og udland. Folkelige såvel som institutionelle protester væltede ganske hurtigt andre dagsordener i medierne og IA-formanden afsvor retorisk resolut enhver rigtighed af artiklen, men med en ulden substantiel tvetydighed og halvt dækkende tilbagevisninger - sådan som retorik også kan bruges på den vildledende måde.

Når Berlingske angiver toppolitikernes selskab Group Greenlands forretningsområde som rådgivning af udenlandske råstofselskaber så benægter IA-formanden på det kraftigste. Noget sådant kunne han da aldrig finde på – altså beklæde interessemodstridende poster. Men dette strider beklageligvis med toppolitikerens oplysninger om, at selskabet ganske rigtigt rådgiver selskaber – herunder antageligvis råstofselskaber – samt selskaber der vil udvide beskæftigelsesmulighederne – herunder igen antageligvis råstofselskaberne. Ligeledes strider forsikringerne mod det tidligere forhold i Green Gems hvor IA-formanden også havde selskabsinteresser indenfor råstofindustrien med bl.a. samme politiske partikammerat OKB. Her trådte de to politikere kun pro forma ud af selskabet og bibeholdt de facto deres interessekonflikter gennem deres hustruer. Og bemærkelsesværdigt nok levner benægtelsen derfor visse retoriske kattelemme som slet ikke udelukker en substantiel sandhed i Berlingskes artikel. Forskellen er at Berlingske indikerer et faktuelt forhold mens IA-formanden ikke reelt udelukker at arbejde på netop de interesser som artiklen angiver.

Nå, men enden på balladen blev at IA-formanden ganske få dage efter afsløringerne trækker sig fra sin post som formand nu med de opsigtsvækkende nye begrundelser at partiet nu behøver et generationsskifte samt at landet står overfor en politisk usikker fremtid. Rent logisk er disse forklaringer efter undertegnedes opfattelse temmelig usammenhængende – og i det mindste demokratisk betænkelige i henhold til partiets forretningsorden. Naturligvis kan formandens mangeårige virke have slidt på kræfterne og nye kræfter kan være nødvendige, men disse overvejelser har ikke været offentligt kendte. Og ville det ikke have været mere korrekt at foretage et kontrolleret formandsskifte på en ordinær generalforsamling hvor medlemmerne på demokratisk vis kunne opstille et eller flere formandsemner. I stedet lader man forretningsudvalget suverænt udpege en konstitueret formand samt yderligere to af deres egne kandidater forud for den ekstraordinære generalforsamling i maj måned som partitoppens favoritter. Hvor demokratisk er det lige?

Desuden virker det noget uansvarligt når landets ustabile politiske situation skulle gøre et ukontrolleret formandsskifte i landets største oppositionsparti – og seriøse bejler til regeringsmagten i stedet for en stærkt populistisk koalition med grove nepotistiske uregelmæssigheder – akut. Enhver logik tilsiger at et kontrolleret regulært formandsskifte i overensstemmelse med partiets forretningsorden vil være den bedste sikring mod fatale overraskelser i landets politisk ustabile situation.

For en god ordens skyld skal disse overvejelser ikke ses som en protest mod IA-formandens helt legitime engagement i erhvervslivet endsige mod hans pludselige tilbagetræden som mangeårig partiformand. Begge dele er i et land af vores beskaffenhed helt elementære rettigheder, men forklaringerne der hæftes på begivenhederne hænger desværre ikke sammen med observerede fakta enten hver for sig eller indbyrdes. 

Det lader til at toppolitikeres ultimative motto ender med: ”Fellow the money”.

Dansk