Den helt nyopfundne ordsammensætning ”nødløgn” blev introduceret for nogle måneder siden i dansk politisk sammenhæng efter at den danske Thorning Smith-regerings justitsminister Morten Bødskov blev grebet i at vildlede folketinget på groveste vis. 

Den nærmere anledning til vildledningen var, at Folketingets retsudvalg skulle på orientering i Christiania og dette medfører af erfaring et større sikkerhedsopbud ikke mindst grundet politiets efterretningstjeneste PET´s vurdering af forhøjet sikkerhedstrussel ved arrangementet. Men da politiets budgetter angiveligt ikke havde kalkuleret med nye udgifter til beskyttelse forsøgte man noget klodset at udskyde besøget. Over for Folketinget forklarede justitsministeren i lodret modstrid med sandheden at politidirektøren ikke havde tid pågældende dag hvorfor besøget var udsat.

Problemet var bare at politidirektøren havde andre mindre betydelige aftaler i kalenderen og dermed var katten ude af sækken og de frimodigt kreative bortforklaringer kørte nærmest i ring. Først blev justitsministeren som øverste ansvarlige efter lange afslørende samråd gået og herunder kom det frem at departementschefen og en afdelingsleder havde været ophavsmænd m/k til løgnen hvorfor de blev suspenderet ligesom der indledtes tjenestemandsundersøgelse mod disse. Hermed var den i offentlighedens øjne skandaløse sag dog slet ikke slut.

Tjenestemandsundersøgelse mod departementschefen og afdelingslederen under forsæde af en højesteretsdommer kom helt overraskende – men meget bekvemt qua dommernes direkte præferencer til og nærliggende karrieremuligheder i samme justitsministerium – frem til, at justitsministeriets ministerielle ledelse ikke havde gjort sig skyldig i tjenesteforsømmelse, men alene havde fabrikeret denne nys opfundne nødløgn. Hvad en sådan anerkendelse af usandhed og fordrejning betyder for det oplyste demokrati forholder dommerne sig ikke til, hvilket er yderst interessant. Ikke mindst under indtryk af, at ministre er underlagt en sandhedspligt såvel som oplyse Folketinget fyldestgørende. Ligeså med disse ministres nærmeststående medarbejdere departementscheferne, der ellers skulle sikre at juridisk og forvaltningsretslige regler bliver overholdt. Som et interessant aber dabei har hele den politiske top afsvoret dette historisk upassende politiske begreb som hurtigt blev betegnet ”helvedesformuleringen".

Her på den store Ø bliver offentligheden jævnligt foreholdt sådanne vildledningsforsøg fra toppolitikere der fra tid til anden har noget at skjule. Så sent som ved denne måneds begyndelse havde daværende regeringsleder en overvældende trang til at servere flere på hinanden følgende nødløgne for at dække over sit misbrug af betroede midler. Møgsagen førte som bekendt til regeringens fald og et par måneders politisk stilstand. Præcis noget som landet ikke har brug for idet udsættelsen vil underdreje hele parlamentets efterårssamling til ukendelighed.

På den lange bane kan man kun håbe, at den magtpolitiske verden finder så megen moralsk pli at den ikke falder for fristelsen til at suspendere demokratiets helt nødvendige sanddru oplysningspligt med nødløgne. Men det er også uomtvisteligt, at der før eller siden altid vil komme moralsk anløbne magtpersonager der for beskyttelse af egen ophøjet position finder nødløgnen brugbar i pressede situationer. Hvorfor borgerne først som sidst hellere må forberede sig på løbende, at forsvare demokratiets oprigtige oplysningspligt.

Ps. Et andet Orwelsk New Speak-begreb fra samme obskure emnekreds er ”mørkelygten” som den ihærdige journalist Jesper Tynell gennem 4 år har gravet sig frem i blandt utallige embedsmænd m/k i den danske centraladministration og som er omfattende beskrevet i bogen af samme navn. Mørkelygten er kort fortalt betegnelsen for den vildledning som specifikt udvalgte tal, statistiker og andre dokumenter om ubekvemme emner kan mørkelægge sager der rettelig burde oplyses. Denne bog vil undertegnede anmelde på et senere tidspunkt.