Gå til hovedindhold

I modsætning til regulære bananstater og dissiderede diktaturer fordrer demokratiske samfund en udbredt adkomst for borgerne til at opnå indsigt i magthavernes forvaltning af den tildelte magt. I sagens natur er forudsætningen for demokratiet netop oplysning idet borgernes kvalificerede beslutninger såvel som deres kontrol af magthaverne betinges af, at de ved besked med de faktiske forhold.

Et af de midler som interesserede borgere har til rådighed for en sådan oplysning er aktindsigt, hvilket betyder at man som borger kan forsikre sig om konkrete forhold udenom involverede interessenters mere eller mindre manipulerede udlægninger. Det siger sig selv at eksempelvis en regering kan have endog meget store interesser i at ”udlægge” sin egen forvaltningspraksis således at den overfor vælgerne er i overensstemmelse med valgløfter og/eller regeringsgrundlag. 

I samfund der tager deres demokratiske udgangspunkt og idegrundlag alvorligt er det helt essentielt at holde adgangen til oplysninger åben – med undtagelse af personfølsomme og forretningsmæssigt udleverende sådanne. Men dette betyder med sikkerhed ikke at regeringer eller regeringsinstitutioner kan skalte og valte med adgangen til viden om samfundets konkrete funktioner og virke. 

Faktisk tværtimod har disse en forpligtelse til at yde den bredest mulige adgang til oplysningerne. Man kan desværre opleve at regeringer tilbageholder oplysninger om den faktiske forvaltningspraksis med det helt uhørte argument at sagens saglige oplysning hindrer magtens fulde udfoldelse. Ingen tvivl om at udsagnet har en vis berettigelse idet enerådende og uimodsagt magt bedst praktiseres uden kritiske bemærkninger og eventuel politisk modstand.

Den her i landet siddende regerings ledende politiske parti Siumut gik til valg på det udtrykkelige program at råstofsektoren var alt for lukket og at befolkningen skulle delagtiggøres i udviklingen med maksimalt gennemskuelige regler for kommende råstof-projekter. Koalitionens regeringsgrundlag fremhævede tilmed dette demokratiske aspekt hvorfor ingen af partierne på troværdig vis burde hindre indsigt i disse sager. Men desværre forholder det sig lige omvendt både ved at centraladministrationen nægter at give aktindsigt i selv simple anmodninger uanset hvilket forvaltningsområde man forespørger. Af undertegnedes håndfuld anmodninger under denne regering er ikke én eneste imødekommet. Enten har man ignoreret anmodningen eller også har man nægtet indsigt med ulovmedholdelige søforklaringer. 

I den lukkede selvopfundne selvglæde som regeringen omgærder sig med har denne fremsat et lovforslag hvor aktindsigt først tillades efter at beslutningerne er truffet og således ingen proaktiv værdi har for borgernes medinddragelse i udviklingen. Man må antage at der enten ikke er underlæggende dokumenter for regeringens vildfarne forvaltning – og/eller behørig notorisk argumentation dokumentation for politikken – og i fald at der rent faktisk skulle gemme sig dokumentation, at denne strider lodret mod praksis og derfor ville afsløre regeringen som vilkårlig populistisk.

Et andet eksempel på uheldig forvaltningspraksis er tildelingen af licenser til det lukrative forsøgsfiskeri efter makrel. Lovgivningen er her så løst formuleret at enhver administrativ uddeling vil være begunstigelse af de heldige Lotto-vindere – undskyld, licensmodtagere. Resultatet ved den nys overståede uddeling blev da også at selskaber eller enkeltpersoner – i fiskerimæssig sammenhæng helt uvedkommende - blev begavet med licenser der umiddelbart kan veksles til klingende mønt lige ned i foret. Samfundets udbytte var allerede uden yderligere forklaring forhandlet ned fra 150 ører pr. kg. til 60 ører pr. kg.  således, at gevinsten bliver endnu større. Mere relevante aktører indenfor fiskeriet er blevet forbigået af uoplyste årsager.

Et tredje eksempel på regeringens useriøse selvovervurderende despotiske praksis er de konsekvente udrensninger i de Selvstyre-ejede selskaber hvor bestyrelsesmedlemmer fra bestyrelsesformænd m/k til menige medlemmer har været mål for regeringslederens trang til at bestemme sin udstrakte magt. Uanset om selskaberne har vist pæne overskud – og således i mange tilfælde endelig vendt udviklingen – så har regeringslederen indsat sine egne kandidater på posterne. Begrundelserne for disse overraskende udskiftninger har utvetydigt været at regeringslederen gjorde det fordi hun kunne! Så kan kommende aspiranter til bestyrelserne lære det!

Med ovennævnte eksempler lever regeringen til fulde op til de politiske partiers  usaglige administration af magten og bruger ethvert middel til skabe et samfund hvor loyalitet til den politiske elite er langt vigtigere end saglighed og bekymrede borgere må indse, at løgn og bedrag er betydeligere elementer i fremtidens Grønland end demokratisk retlinethed. Det kan derfor nu konstateres at Grønlands vej til et oplyst demokrati er sat i stå og derfor er under indflydelse af manipulerende middelmådige politikere med magtgale ambitioner af obskur ideologisk observans.

Dansk