Som bekendt står vores samfund i et pludseligt opstået kontraproduktivt tomrum uden regering og parlament samtidigt med at udviklingen omkring os tilsiger, at vi snarest omstrukturerer centrale dele af velfærdssamfundets bærende søjler. Denne sørgelige konstatering om resolut politisk handling er selvfølgelig alvorlig nok i sig selv og vi står derfor overfor et helt afgørende nyvalg hvor vælgerne skal dømme om hvilke politiske partier eller kandidater der fremover skal lede landet og hvilke der blot skal holdes ansvarlige for ulovlige misbrug/urealistisk overbudspolitik. Nogle ville tilføje populistisk lassez faire-holdning og endeløs begunstigelse for politisk støtte med bundløs gældsætning – eller endog om uafvendelig pantsætning af samfundsøkonomien - til følge.

I den seneste leder i landets førende ugeavis påpeger lederskribenten at den igangværende valgkamp lykkeligvis er fri for den helt urimelige overbudspolitik som den forrige udviste. Og deri har lederskribenten foreløbig ret, men desværre må man samtidigt konstatere at politikerne denne gang slet intet lover – og derfor heller ingen forpligtelser har overfor vælgerne!

I KNR´s første valgoptaktsudsendelse efter regeringens tragikomiske maveplasker – med særlig fokus på årsagen til det selvforskyldte fald fra magtens tinder misbrug – udspurgte studieværten ihærdigt partilederne hvad de ville gøre for at undgå lignende misbrug i fremtiden. Ingen – siger og skriver INGEN – havde konkrete svar desangående. Og selvom studieværten gentagne gange vendte tilbage til spørgsmålet ville – eller kunne – ingen angive nogen løsninger. Enkelte særligt forvildede partiledere vævede floromvundent om straffeattester og gensidig tillid til deres kandidater - ingen af de afslørede misbrugere i tidens løb har haft noget på straffeattesten og alle misbrugere har tydeligvis ikke megen tilovers for den gensidige tillid - så den lader vi stå et øjeblik! I dette tilfælde kan man altså roligt sige at politikerne intet lover og derfor heller ikke serverer valgflæsk.

Igennem den offentlige debat har vi set mange kandidaters bud på mere eller mindre gode politiske enkeltsager som de ønsker at slå sig op på. Med tanke på partiernes overordnede bestemmelse af eventuelle mærkesager, så er kandidaternes markeringer om egne forslag en gratis omgang der intet seriøst har på sig. Ligeledes forholder det sig med partiernes programerklæringer der holdes i generelle og floromvundne vendinger der kan udlægges som man i en given situation ønsker. Nogle partier lader tilmed almindelige kommunalbestyrelsemedlemmer der ikke selv stiller op til Inatsisartut tegne partiet uagtet, at disse af gode grunde i denne sammenhæng ikke kan stilles til ansvar. Efter denne ansvarsfire model kan partiet så også passende frasige sig valgløfterne som enkeltpersoners egne holdninger i fald at det passer partiet efter valget.

Det er givetvis helt korrekt at vores land står overfor påtrængende reformer, men disse må anstændigvis italesættes af de politiske partier inden vælgerne skal sætte deres kryds. Og i denne forbindelse må man som engageret borger forlange at der substantielt argumenteres både for hvilke sektorer der skal reformeres samt for på hvilken måde disse reformer skal gennemføres.

Skeler man til udviklingen i DK – hvor landet også ramtes af et fatalt nedbrud ved finanskrisen 2007-08 – så opstod der almindelig enighed om at reformer måtte gennemføres angiveligt for at bevare velfærdsstaten. Eftertiden har vist at reformerne for at bevare velfærdsstaten - meget besynderligt! – har demonteret velfærdsstaten til ukendelighed mens den økonomiske elite har tjent styrtende med penge gennem skattelempelser, underbetaling af arbejdskraft og ulovlig skattespekulation via skattely. Og intet tyder på at velfærdsstaten nogensinde genvinder sin fordums styrke. Er det samme vej Grønlands politikere ønsker?

De fleste ansvarlige partier henholder sig i deres valgprogrammer til, at landet nødvendigvis må reformeres for ikke at gå rabundus, men ved nærmere spørgen ind til det konkrete indhold af disse reformer krakelerer sagligheden.