Gå til hovedindhold

På noget nær rekordtid har Grønland fået en koalitionsregering bestående af landets mikroskopisk største parti Siumut, det magtstræbende og politisk efterplaprende Atassut og det nu politisk totalt overgivne Demokraterne. Denne uhellige alliance er åbenlyst etableret med det ene formål for øje at få mest muligt indflydelse – eller som det udtrykkes mindre prosaisk: rent magtbegær.

At Siumut undlader at forsøge den samlingsregering – med det numerisk bredest mulige politiske samarbejde for at sikre maksimal opbakning til de helt nødvendige samfundsreformer – som fundament for strukturelle reformer kan ikke undre. Partiet er stadigt opslugt af forestillingen om partiets uudfordrede og udelelige regeringsmagt uanset hvad dette må koste samfundet. Bare magten bibeholdes på partiets bestemmende hænder.

Koalitionsgrundlaget indeholder ingen reformmål eller omstruktureringer der skal løse de fremtidige problemer.
Juniorpartiet Atassut – der konstant har mistet vælgertilslutning siden dets velmagtsdage tilbage i Hjemmestyrets tidlige dage – har efterhånden tilkæmpet sig et middelmådigt renommé som Siumuts trofaste ”Lille Hjælper” der uanset storebroders evindelige skandaler og politiske gebrækkeligheder stiller sine stadigt vigende stemmer til rådighed. Bare det kaster forgyldte poster af sig til partiets toppolitikere.

Politisk har partiet for længst forladt noget man med god vilje kunne betegne som politiske principper, argumenteret saglighed eller – i fald man stædigt vil hævde noget sådant grundlæggende for partiet – troværdighed ud over et evigt opportunistisk magtbegær.

Demokraterne – der siden sin start for en god håndfuld år siden konstant har erklæret sig, at være Siumuts svorne modstandere både ideologisk såvel som magtpolitisk forvaltningsmæssigt – har nu i angiveligt ren indflydelsesmæssig interesse kastet sig for nepotismepartiets fødder. Det fremgår dog ikke af koalitionsaftalen hvori partiet har fået opfyldt bare enkelte af sine ideologiske interesser - endsige politiske ditto som partiet har fremført sig på i valgkampen – og partiets fortalere forsøger nu også at udlægge samarbejdet som rent taktisk.

Nu kan man mene, hvad man vil om politiske partiers mulige taktiske overvejelser – og ikke mindst om taktiske koalitionsaftaler – men de fleste erfarne politiske iagttagere vil givetvis i det mindste anse noget sådant som temmelig forvrøvlet.  Dels er partiets politiske udtryk rimeligt forståeligt – om end ganske tyndt og ideologisk yderligtgående! – og dels er valggrundlaget helt uden et sådant taktisk belæg. Med tanke på partiets yderst ungdommelige fremgang ved valget kan man næppe komme udenom, at politisk overmod kan spille ind på denne letkøbte forklaring til beslutningen om partiets koalitionsaftale.

En af de helt store knaster i den nye regerings presserende opgaver var udligningsordningen – altså en midlertidig en af slagsen, den blivende ordning skyder man ud til næstkommende efterårssamling uden dog at igangsætte egentlige undersøgelser og konsekvensberegninger – hvori regeringen står stejlt overfor hovedstadskommunen. I dette økonomiske mørkespil er koalitionspartierne Siumut og Demokraterne samtidigt de største partier i hovedstadskommunen og dermed modspillere til samme partiers regeringspartnere mens IA og Demokraterne udgør den politiske majoritet – med deraf følgende fordelte alliancer og fronter.

Af ovennævnte årsag har netop Demokraternes dobbeltmandat i de to forsamlinger også gerådet ud i et afslørende dobbeltspil idet partiets supplerende medlem af Inatsisartut har stemt for den udligningsordning som selvsamme parti gennem måneder – helt berettiget! - har harceleret over i kommunalbestyrelsen. Man kan ikke fortænke partiets vælgere i at føle sig snydt så vandet driver, hvis de har troet på partiets massive modstand mod den midlertidige - og stadigt vilkårlige – udligningsordning. Som altså er tiltrådt både af partiets regeringsmedlemmer, medlemmer af Inatsisartut såvel som af det pludseligt opvågnede angrende kommunalbestyrelsesmedlem og medlem af Inatsisartut. Og altså af dobbeltmandatet der i et selvvalgt politisk dilemma ynkeligt fortryder ganske få dage efter afstemningen.

Så udover uomtvisteligt at bedrage vælgerne helt åbenlyst, så begår koalitionens partier også det man roligt kan kalde en regulær politisk studehandel for at sikre sig magtens taburetter. Det er tillige overvejende sikkert, at den bekvemt levebrødspolitiske regeringsdannelse ikke formår at foretage betydelige reformer der på nogen måde kan bringe landet videre i en svær tid. Den politiske spændvidde sammenholdt med antallet af mandaternes minimale overvægt er ganske simpelt uforenelig med kvalificerede reformer - med mindre selvfølgelig man påtænker helt at skifte politisk identitet fra dr. Jekyll til mr. Hyde.

PS. Da koalitionens eneste substantielle mål er uranudvinding kan man roligt antage, at Siumut har gennemtrumfet dette i koalitionsforhandlingerne – og dermed bevidst fravalgt alternative koalitionspartnere – hvorfor alle udmeldinger om bredest mulige samarbejder for de nødvendige reformer er tom snak.

Dansk