Gå til hovedindhold

En pæn del af boligselskabet INI A/S´s lejere – ca. 460 ud af ca. 3.050 lejemål – står til udsmidning fordi deres leje ikke er betalt. Samtidigt er den offentlige økonomi belastet af svimlende udeståender på 1,2 mia. kr. opgjort i 2013 for ydelser som borgerne burde have afregnet. Dette samfundsmæssigt økonomiske morads har fået kravet om en Kiffaq-konto – også kaldet en Færø-model – til at blusse op. Ideen blev i 2011 lanceret af Skatte-og Velfærdskommissionen i lyset af den stødt stigende gæld til det offentlige, som allerede på daværende tidspunkt var opgjort til 1,35 mia.kr. 

Allerede få år før havde landspolitikerne i forbindelse med storkommunereformen ophævet det tidligere pantefoged-system hvor kommunale pantefogeder foranstaltede ”frivillige” træk direkte hos arbejdsgiveren for restancer og eventuelle faste nødlidende poster på budgettet. Som erstatning for det lokalpolitisk misbrugte – og derfor utilstrækkelige - pantefoged-system indførte man en central inddrivelsesmyndighed der ikke ville være underlagt lokalpolitiske særinteresser – hvilket allerede havde påført mindst én storkommune en gæld på flere hundrede mio. kr.

Desværre havde politikerne glemt at medtage lovgrundlag for den centrale inddrivelsesmyndigheds ret til at opkræve alle kommunale fordringer samt de offentligt ejede A/S´ers ditto såsom INI A/S o.a. Herved blev også inddrivelsesmyndigheden en papirtiger uden effektive midler til at begrænse gælden til det offentlige. Der har indtil dato åbenbart ikke været landspolitisk interesse for at give inddrivelsesmyndigheden de nødvendige magtmidler hvorfor status quo er gældende og Landskassen bløder derfor fortsat.

Med den oprørende oplysning om de godt 460 udsmidningstruede lejere hos boligselskabet INI A/S genopstår nu kravet om indførelse af Kiffaq-kontoen og denne går kort ud på, at alle lønmodtagere får oprettet en konto hvor deres bruttoløn og eventuelle ydelser fra det offentlige indsættes. Herefter trækkes de betalinger som henstår og restbeløbet frigives som lommepenge til borgeren. Nemt og effektivt, men det store spørgsmål er hvorfor hovedparten af landets borgere – der udmærket selv kan finde ud af at betale deres mellemværender med det offentlige - skal umyndiggøres økonomisk. 

Gøres Kiffaq-ordningen derimod frivillig er sagen straks en anden. Dette ville givetvis være en hjælp for de dårlige betalere. En sådan frivillig administrationsordning kunne for øvrigt med ligedan rimelighed tilbydes arbejdsgivere der ikke selv formår at indbetale A-skatter, feriepenge og andet rettidigt. Og i den forbindelse kan man spørge sig selv hvorfor arbejdsgivere skal have medarbejdernes tilbageholdte A-skatter og feriepenge som kassekredit i månedsvis?

Et andet problem er at Kiffaq-systemets disposition af borgerens disponible indkomst også forpligter systemet til at garantere, at der ikke trækkes uberettigede beløb idet dette kan vælte borgerens økonomi. For hvem har ansvaret hvis borgerens konto tømmes af uberettigede regninger således at eksempelvis terminen til ejerboligen ikke kan betales?

Men det korte af det lange er, at et demokratisk retssamfund må bygge på sine borgeres ansvarlighed og udviser visse borgere uansvarlighed i forhold til de offentlige ydelser må disse borgere underlægges nødvendige restriktioner. Fælles afstraffelse af alle borgere for enkeltes uansvarlighed er ude af proportioner med flertallets praksis med at betale rettidigt for de offentlige ydelser. Et bærende princip i et retssamfund er, at kun den der ikke opfylder sine forpligtelser bør straffes.

Dansk