Folketingsvalget står som bekendt for døren og for vælgere i Rigets sydligere egne står valget mellem pest og kolera – undskyld, mellem rød og blå blok. I hvert tilfælde på papiret!
I realiteten er valget mellem det ene eller andet bogholderparti – som det politiske landskab har udviklet sig – der ikke selv har visioner eller holdbare planer, men som bare administrerer de økonomiske betingelser som man gennem årtier har viklet sig ind i. Hvilke intet har med politiske visioner endsige politisk handling i egentlig forstand.
Her i vores nordlige del af Rigsfællesskabet har vi om end endnu mindre at vælge mellem idet alle opstillende partier hver især fremlægger mere eller mindre tynde enkeltsager – eller endog håbløse ikke-sager der intet har at skaffe i Rigsfællesskabets Folketing. Eller for at sige det rent ud er der flere partier/kandidater der ikke aner, hvad de reelt skal foretage sig hvis de bliver valgt ind udover at bjerge sig en overordentlig god løn.
Valget at Grønlands to mandater til Folketinget bemærker sig ekstraordinært derimod denne gang ved Siumuts valg af en kontroversel kandidat ud over det sædvanlige. Den detroniserede regeringsleder Aleqa Hammond er af partiets hovedbestyrelse godkendt som kandidat på trods af groft urent trav i forhold til betroede midler hvilket som bekendt førte til regeringens bratte fald for bare otte måneder siden – med fatale konsekvenser for landets omdømme såvel som almindelige fremdrift i politisk henseende.
Man må nok antage at hovedbestyrelsen – hvis primære opgave det er at skaffe partiet maksimal indflydelse uanset midlerne – så længe disse er lovlige. Herunder også dybt umoralske eller uhæderlige sådanne. Pointen er at partiet ikke har kandidater som forudsigelige stemmemagneter og tanken er rimeligvis at netop appel til partiets bagland af fortabte vælgere i landets rivende udvikling ser et håb i Hammonds rabiate opskrivninger af en selvstændighed lige om hjørnet.
På den anden side er rigtigt mange af partiets trofaste kernesympatisører stærkt utilfredse med misbrug, fup og nepotisme, men en stemme på det såkaldte ”nye og ærlige Siumut” – hvis repræsentanter næppe kan blive partiets største stemmeslugere – vil derved kun bringe yderligere stemmer til den gammelkendte og groft misbrugende ”spidskandidat”. Hovedbestyrelsen kan ikke være uvidende om dette parlamentariske dilemma og man må derfor formode at denne netop spekulerer i et sådant taktisk bedragerisk udfald.
Og når man taler om taktik – om end af anderledes fatal en af slagsen – så har IA – igen – begået en sådan. Landstinget tabtes formodentlig – med få hundrede stemmer – på baggrund af forkvindens håbløse taktiske udmelding om at partiet ikke ville føle sig forpligtet af en folkeafstemning om uranspørgsmålet. Og nu brillerer forkvinden op til Folketingsvalget med at partiet slet ikke skal regnes for tilhørende rød blok. Socialt ansvarsbevidste vælgere må hertil spørge om partiet ergo kan tænkes at pege på en blå statsminister baseret på DF, LA og andre dubiøse sammenrend? Man kan selvfølgelig godt forstå budskabet til kommende forhandlinger med regeringsaspiranter men de grønlandske vælgere af socialistisk observans må vare deres stemme for en sådan taktisk kamæleon.
De resterende småpartier har naturligvis ikke en chance – hvorfor de også bruger valget til indenrigspolitisk markering gennem mere eller mindre ubetydelige/urealistiske enkeltsager løsrevet fra stort set alt.
En politisk kommentator udtrykte fornyelig – om end så diplomatisk at ikke mange forstod budskabet – at de kommende medlemmer af Folketinget burde være dem der bedst kunne samarbejde – læs: med Folketinget – idet samarbejde er langt mere frugtbart for Grønland end konfrontation og udskældning. Desværre finder samtlige politiske partier det nødvendigt at følge laveste fællesnævner i konfrontationen og selvovervurderingen af Grønlands aktuelle muligheder i troen på at dette virker stærkest på vælgerne – hvilket er en forfladigelse af den politiske debat og en underkendelse af vælgernes intelligens.