I Sermitsiaq ni,,er 37 plæderer formanden for Forsoningskommissionen, Jens Heinrich, for relevansen af samme kommission med argumenter som mildest talt er akademisk dubiøse og man ikke kan udelukke at de mest funderes i formandens trang til politiseren såvel som betydningsfulde rolle som kommissionsformand. At selvforsvaret er et oratorisk floskelværk og akademiseret radbrækket sort snak bringer bestemt ikke forståeligheden over pludrestadiet.

Kort fortalt nedsatte den herostratisk konfrontatoriske nu afsatte regeringsleder Aleqa Hammond Forsoningskommissionen alene ud fra sine mavefornemmelser om en uret som skulle være begået af den danske kolonialistiske stat.

Ingen verificerbare systematiske eller statslige overgreb har dannet grundlag for ønsket om forsoning hvorfor man med rette kan kalde nedsættelsen for grov politiseren af et ellers rimeligt fungerende samvær mellem danske og grønlændere.

Tværtimod har flere af de antydede forsoningstrængende forhold været sanktioneret af datidens grønlandske politikere og samfundsledere – eller ligefrem anbefalet på anledning af disse i overensstemmelse og i respekt med den grønlandske samfundsorden.

Beskyldningerne om uantagelige statslige overgreb har hele tiden været den agenda som kommissionen har været både etableret med henvisning til såvel som har indlemmet i sit beskedne virke - altsammen uden den mindste dokumentation.

Senest er det kommet frem at kommissoriet – som er de retningslinjer som kommissionen arbejder under – at de to tilbageværende medlemmer slet ikke opfylder kommissoriet der tilsiger at flertallet skal være bosiddende i Grønland. Det ene nuværende medlem er bosiddende i DK mens det andet bor i Nuuk.

Kommissionen har holdt et par håndfulde borgermøder - der så vidt vides ikke har bragt de uantagelige overgreb for dagen – men referater fra disse indikerer at kommissionen famler i blinde. Borgermøderne i Østgrønland åbenbarer at forsoning – hvis man svinger sig helt op i skyerne – ville mere på sin plads mellem østgrønlændere og vestgrønlændere frem for mellem grønlændere og danskere. Og altså stadig ikke på et systematisk plan endsige mellem nationale grupperinger.

På borgermødet i Ilulissat renoncerede kommissionen ganske betydeligt på forsoningsspørgsmålet og essensen af oplæggene var behovet for en historisk udredning – hvilket man jo ikke kan være uenig i qua dels den begrænsede historiske litteratur dels ethvert opkommende lands behov for at kende sin historie.

Godt henne i borgermødet svansede en markant skrighals ind og genoptog ”overgrebs-agendaen” og det deraf afledte krav om statslig erstatning hvorefter resten af mødet drejede sig om dette påståelige tema. Almindelige mellemmenneskelige uoverensstemmelser og kvababbelser forveksles konsekvent med kolonialistiske systemiske overgreb af bestialsk karakter i en tydelig politiseret kontekst.

Kommissionen er pænt afvist fra dansk side – hvorfor der i sagens natur ikke kan blive tale om forsoning – og senest har Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kaldt kommissionen for en farce.

Man kan mene meget lidet rosende om DF og grønlandsordfører Espersen, men sagligt set har udsagnet en vis pointe jvnf. sagligheden omkring kommissionen . Kommissionsformand Jens Heinrich forsvarer kommissionen med, at denne ikke er en fejl fordi den er posteret på den grønlandske finanslov. Et argument der er lige så validt som fortidens politisk dikterede påstande om, at jorden var flad som en pandekage.

Ingen tvivl om at Grønlands historie – både under kolonitiden og den nyere postkolonialistiske – kunne tåle en bredere offentliggørelse efter en regulær videnskabelig bearbejdning, men dette inkluderer efter det oplyste bestemt ikke groft underlødige og udokumenterede påstande om systematiske/statslige forsoningstrængende overgreb.

Det mindste man kunne gøre var at omdefinere Forsoningskommissionen til en historisk ditto besat med saglige forskere uden uvidenskabelige politiske agendaer i stedet for fortsat så at sige smide gode penge efter dårlige samt gøre os alle til grin i omverdenens øjne.