De seneste dage har tilføjet nye dramatiske dimensioner til den hjemlige politiske verdens mere besynderlige historie. Disse såkaldte breaking news kredser omkring den stærkt hypede Aleqa Hammond og hendes omgang med offentlige midler.
I strid med reglerne
En dansk avis havde opsnappet noget mailkorrespondance mellem Folketingets administration og folketingsmedlemmet Aleqa Hammond. Beskeden går i al sin enkelthed ud på at fru Hammond havde brugt et offentligt kreditkort udelukkende godkendt til rejseudgifter i forbindelse med folketingsarbejde – og intet andet! Fru Hammond på sin side havde brugt kortet gennem tre uger til at foretage private indkøb – samt hæve kontantbeløb – ganske i strid med betingelserne kortet.
Det er uomtvisteligt ikke første gang at fru Hammond har gerådet ud i misbrug af midler, der ikke er hendes egne. I sluthalvfemserne blev fruen dømt for bedrageri overfor Grønlandsbanken, da hun havde brugt et bankudstedt kreditkort uagtet at banken havde lukket kontoen, fordi der ikke var dækning på kontoen. Ligeledes blev hun gået fra sin regeringslederpost i 2013 fordi hun havde misbrugt Landskassen for mere end 113.000 kroner til privat kassekredit. Og nu senest altså misbrugt Folketingets kreditkort til at foretage private indkøb under en rejse til Nuuk, der var Folketinget uvedkommende.
Benægt
Automatreaktionen fra fruens side er at benægte enhver uregelmæssighed – og hvis dette mislykkes at lægge ansvaret på andres skuldre.
Fru Hammonds egen skyld er det under alle omstændigheder ikke! I den verserende sag forsøgte fruen sig først med udokumenterede påstande om at Folketingets administration var informeret på forhånd, at hun ikke kendte reglerne ordentligt. Samt hele misæren var afstedkommet grundet at hendes eget kreditkort var blevet hacket, og hun derfor var i en nødsituation. At fruen af den grund skulle være kaldet til at lade det offentlige stille kredit til rådighed må undre almindeligt selvhjulpne mennesker.
Også i 2014
Da toppolitikeren senest kom i klammeri med offentligheden om misbrug var i 2014, da hun havde oparbejdet en ulovlig gæld på omtrendt 113.000 kroner til landskassen. Et klokkeklart misbrug, der burde være kvitteret med en politianmeldelse. Men under alle omstændigheder måtte fruen afgive regeringsledelsen og lade udskrive nyvalg.
I denne turbulente tid undgik fruen meget forståeligt offentligheden, men ved det næstkommende folketingsvalg valgte partiledelsen at lade den notorisk bedrageriske politiker opstille til valg velvidende, at hun givetvis stadig kunne trække stemmer fra mange fortabte sjæle. Så måtte man acceptere fruens vilkårlige omgang med ret og rimeligt – og eventuelle misbrug som fruen er herostratisk berygtet for.
Unge sagde fra
Meget illustrativt for partiets moralske habitus i toppolitikeres løsagtige omgang med offentlige midler var det heller ikke partiets bestyrelse, der trak en streg i sandet for fruens misbrugskultur af offentlige midler, men derimod Ungdomsafdelingens opvakte ledelse der offentligt sagde fra. Og først efter relativ langvarig tavshed – hvor partiets omdømme vedvarende er til spot og spe – besluttede bestyrelsen at give fruen et ultimatum om enten at overlade medlemskabet til suppleanten. Eller at indse en eksklusion fra partiet. Den markante – og substantielt virkelighedsfjerne – toppolitiker valgte eksklusionen og tilværelsen som løsgænger.
Med tanke på partiets kynisk populistiske tilgang til politik – og fruens skamløse evne til at omstille sig enhver tænkelig lejlighed bare det gavner egen position eventuelt med dubiøse løgne – så er det bestemt ikke usandsynligt at hun vender tilbage til partiet og bidrager til partiets magt med flere tusinde stemmer. Lystløgnere og bedragere har altid muligheder for nye landvindinger.