Dansen om guldkalven burde i dagens grønlandske aktuelle situation rettelig kaldes ”Dansen om guldfisken”. Og fisken er i den forbindelse hellefisken.
Den seneste tumult om hellefiskefiskeriet tager sin begyndelse efter at den handlingsimpotente hyperpopulistiske koalitionsregering – hvilket sidste ord man knap vover at tage i sin mund qua koalitionspartiernes divergerende politiske ståsteder der næppe kan være mere ideologisk uforenelige og deraf usammenhængende optræden i og imellem de forskellige ressortområder – endnu engang måtte trække et lovforslag tilbage. Og denne gang var det om noget så vigtigt som finansloven og finansieringen af samme.
Den for enhver pris koalitionsbegejstrede finansminister – der bizart nok er leder af partiet der har slået sig op på fundamental modstand mod det ledende regeringsparti i hovedparten af Grønlands Hjemme-og Selvstyrende politiske ledelser, men altså nu deltager med ligedan selvtilgodeseende populisme – brillerer i den uhellige koalition med samme usikkerhed eller vilkårlighed som de øvrige ministre. Alt imens landet langsomt men sikkert driver uden politisk mål og med. Dette unge politiske håb – som i sin levebrødspolitiske ambition altså har vendt ryggen til sine oprindelige og helt rimelige drømme om politisk ærlighed og regelret ledelse af vores overskuelige land.
Først barslede finansministeren med en afgiftspakke med uomtvistelige sociale skævheder og – stik imod ministerens valgløfter om ikke at beskatte befolkningen yderligere , som straks affødte massive protester. Få timer inden førstebehandlingen trak ministeren forslaget for senere at ændre hovedbudskabet til en afgift på udførsel af uforarbejdede hellefisk.
Uover at ændringsforslaget også var udtænkt uden konsultationer hos interessegrupper – hvilket desværre er udbredt hos den yderst selvtilfredse politiske ledelse uanset hvilken politisk kulør denne har – så er der i det mindste politisk substans i forslaget. Landet mangler i uhyggelig grad arbejdspladser ligesom at indtægterne er ekstremt ulige fordelt og det kan derfor være rimeligt med en vis omfordeling fra de begunstigede aktører indenfor fiskerisektoren til velfærdssamfundets kasse.
Som landet ligger er især hellefiskefiskeriet et guldrandet erhverv blandt andet fordi fremsynede fiskere lykkedes at bryde de facto-monopolet for et halvt dusin år siden.
Og siden koalitionsregeringen Aleqa Hammond kom til, er fiskeriet blevet begunstiget i umanerlig grad både ved de helt uregulerede fangster – qua licensfrie kasser – samt gode verdensmarkedspriser.
For driftige fiskere er en årsindkomst på halvanden million kroner årligt ikke et særsyn med indhandlingspriser på + 26 kroner pr. kilo. Fiskefabrikkerne sender gerne helt eller delvist uforarbejdede fisk ud af landet – og gerne til egne eller samarbejdende salgs- eller datterselskaber til absolut billigste pris - som så kan forædle sig til anseelige merværdier.
Næppe var afgiftsforslaget udsendt, før både arbejdsgivernes forening GE samt enkelte producenter protesterede med de mest useriøse argumenter. GE fremkom med den besynderlige påstand, at råvaren ikke kunne nedfryses to gange. Dette under alle omstændigheder netop processen uanset om den sendes til videre bearbejdning udenlands eller produceres som færdigvare indenlands.
Direktøren for opkomlingen Halibut Greenland påstod frimodigt, at kunderne i udlandet betalte meget mere for uforarbejdede hellefisk, hvorfor Grønland ville tabe på afgiftsforslaget. Nu forholder det sig bare således – som enhver fiskehandler til enhver tid altid har vidst - at merværdien ligger i forædlingen, og det er direkte dumt at påstå, at forædlede fisk ikke vil øge salgsværdien. Sagen er nok, at selskabet sælger til mellemhandlere og/eller forædlere, der hellere end gerne skraber merværdiforøgelsen til sig, og i så fald skulle man måske besvære sig med at finde sig andre købere. Verdensmarkedet er uden tvivl rigeligt stort.
Man skal måske huske, at aktører indenfor fiskeriet, der beriger sig på vores fælles resourser, ikke betaler for råvaren, men en mindre afgift, taget ud af fortjenesten, ville råde bod på dette, uden at det ville true aktørernes overlevelse.
Således ville fænomenet transfer pricing - jævnfør mellemhandlere/datterselskaber - være mindre attraktivt til gavn for den grønlandske samfundsøkonomi og ikke kun aktørernes privatøkonomi. Ligeledes vil det skaffe flere arbejdspladser til landet med skatteindtægter, mindre sociale udgifter og større selvværd for den kommende generation.