Gå til hovedindhold

Forleden havde KNR en debat om arbejdsløsheden mellem regeringens Jens Erik Kirkegaard og oppositionens Kuupik V. Kleist og det mest overraskende var faktisk, at den grasserende arbejdsløshed kom som en - ja, overraskelse.

Den objektivt set mangelfulde statistik for beskæftigelsesområdet – der kun medregner de registrerede ledige og altså ikke dem der klarer sig på anden vis - har netop udvist stærkt beklagelige tal som viser at flere end nogensinde før i de sidste 20 år ikke har arbejde og derfor ikke bidrager til samfundsøkonomien på en positiv måde. Dertil kommer de personlige menneskelige konsekvenser som lediggang og ringe økonomi – hvis ikke endog offentlig understøttelse – medfører.

Ingen tvivl om at de to kombetanter begge er de gode viljers mænd men udover en betydelig sum millioner til initiativer der mest indirekte kan lempe lidt på ledigheden, så var der ikke udsigt til varige jobs. De mange millioner hentes fra den tilsandede anlægsfond hvor bevilgede anlægsmilliarder afventer opstart af de konkrete projekter. Et er at de bevilgede midler skal genforhandles i Landstinget for at omdirigeres til beskæftigelsesfremme noget andet er at nogle af millionerne foreslås brugt til nye administrative tiltag – læs: en jobportal til jobs der tydeligvis ikke eksisterer! – og som med sikkerhed ikke skaber andre jobs end dem som det administrative redskab genererer.

Men trods af de gode viljer bemærkede undertegnede med undren at d´herrer politikere tydeligvis ikke var på forkant med problemerne. Når man betænker at arbejdsgiverne gennem flere år, i  skiftende regioner og udbredt i snart sagt alle brancher har råbt vagt i gevær om manglende opgaver. Det siger sig selv at beskæftigelsen falder en tid efter at arbejdsgiverne har meldt om manglende opgaver. For de internationalt orienterede erhverv har finanskrisen lige så sikkert lagt begrænsninger i udfoldelsen og begge forhold medfører lige så naturligt et fald i beskæftigelsen. Men det er åbenbart først halve år efter at statistikken kan berette fortsat stigende arbejdsløshedstal at politikerne tager problematikken alvorligt.

Der er to helt afgrænsede segmenter som tegner sagens alvor og det er de unge samt de ufaglærte. De unge uden arbejde mister en helt væsentlig del af deres udvikling samt – for manges vedkommende – en personlig tyngde som vil hæmme dem langt videre end bare i arbejdløshedsperioden. Nogle kan forhåbentlig fortsætte i uddannelsesystemet men fraværet af tilknytning til det organiserede arbejdsmarked har sine konsekvenser.

De ufaglærte – hvilket i forvejen er de fleste og de mest marginaliserede – har akutte problemer ved at de kun i ringe grad kan forsørge dem selv og deres familier. Og med den øgede globalisering og branchemulighederne her i landet vil det kun blive værre så i praksis er den ældre generation reelt afskrevet en produktiv funktion i vores selvstyrende fremtid.
Selvom man nok kunne få et mere respektfuldt indtryk af den ene erfarne politiker end af den anden endnu uerfarne, så er det tydeligt at de gode viljer ikke hjælper meget. Grønland står i en meget alvorlig situation. Tages der ikke anderledes grundigt fat kan en egentlig recession bide sig fat uden at vi selv kan gøre ret meget under de nuværende omstændigheder. Omstilling af samfundsøkonomien fra omfattende klientgørelse fra top til bund til produktiv værdiskabelse – ud over fiskeriet! – således at vi kan arbejde os hen mod den selvbårne økonomi som selvstændigheden fordrer.

Dansk