I takt med sommerens forløb skal man igen høre en håndfuld af vores hjemlige virksomhedsledere og markedsfikserede offentlige meningsdannere besvære sig over mere eller mindre reelle problemer med landets produktionsmedarbejdere – eller rettere mangel på samme.
Tele-Posts helt nødvendige udvikling og rentable prisstruktur betales af udvalgte kunder, på trods af at samfundet med sikkerhed kunne profitere af, at disse kunder inkluderes i udviklingen i stedet for at ekskluderes. Søforklaringen om at vi alle ned til mindste detalje skal betale, hvad det koster, holder åbenlyst ikke.
Ingen kan fornægte, at Partii Inuit har en pointe, når de forfægter de enkeltsprogede grønlandsktalendes marginalisering her i deres eget land, og ingen kan fornægte, at mange borgere har et lavt selvværd som bør italesættes – og så vidt muligt genoprettes. Men derfra holder undertegnedes sympati med partiets ledelse også helt og holdent.
De seneste regeringer har begge opnået bemærkelsesværdige valgsejre mestendels på baggrund af de forrige siddende regeringers miserable og/eller skandaløse regeringsførelser. En sådan baggrund er naturligvis en taknemmelig basis for en erobring af magten og vælgerne har meget forståeligt en udstrakt tillid til politikernes forsikringer om en fremtidig ganske anderledes regeringsførelse. Hvad i alverden skulle de ellers fæste deres lid til hvis ikke politikernes udmeldinger kunne man spørge?