Bjergbestiger slår rekord: Når Mount Everests top for 23. gang

Den nepalesiske sherpa Kami Rita nåede onsdag toppen af verdens højeste bjerg for 23. gang.

Mange vovehalse har måske en drøm om at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest, én gang i deres levetid.

Onsdag morgen har den nepalesiske sherpa Kami Rita nået toppen af det 8848 meter høje bjerg - ikke for første gang, men for 23. gang.

Det fortæller en talsmand for Nepals regering til flere lokale medier, skriver nyhedsbureauet AP.

Kami Rita er bjergguide, der på nepalesisk kaldes sherpaer, og navigerer derfor grupper af internationale bjergbestigere rundt i Himalaya.

Med de 23 succesfulde ture til det højeste punkt på kloden har Kami Rita slået sin egen rekord. Før onsdagens ankomst til toppen var han det eneste menneske, der havde besøgt toppen 22 gange.

Den titel kan han fortsat beholde ifølge Guinness Rekordbog. De to nærmeste konkurrenter har besteget bjerget 21 gange, men er ikke længere aktive bjergbestigere.

I dette forårs klatresæson har nepalesiske myndigheder givet klatretilladelse til 41 grupper med i alt 378 bjergbestigere. Et tilsvarende antal sherpaer deltager på turene, der kan være ekstremt farlige.

Omkring 290 bjergbestigere er døde på Mount Everest, siden bjerget blev besteget første gang i 1953 af Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay.

Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet og kan bestiges fra begge sider.

Everest er det internationale navn på bjerget. På nepalesisk hedder bjerget Sagarathma, og sherpaerne kalder det Chomolungma. Det hed indtil 1856 Peak XV.

Kun ganske få har mulighed for at bestige Everest. Men mange trekker til Everest Basecamp. Det tager cirka tre uger.

Laviner dræber en tredjedel af dem, der omkommer på Mount Everest. En fjerdedel dør i forbindelse med et fald.

Hver tiende dør af kulde, og højdesyge er den fjerdestørste dræber.

Siden 1953 har mere end 4000 mennesker besteget Mount Everest.

Powered by Labrador CMS