kryptovaluta

Bitcoin-site lukket ned efter hackerangreb

Bitclub Network der tilbyder datakraft til bitcoin mining, har været lukket siden mandag, personerne bag hjemmesiden har lovet at den åbner igen i dag, fredag.

Den digitale valuta bitcoin har den seneste tid vundet stor popularitet hos almindelige mennesker, de har investeret deres penge til bitcoin mining. Med deres investering køber de sig til computerkraft, som bliver brugt til enorme matematiske udregninger. Når en udregning er løst, får man nogle bitcoins som gevinst.

Populær hos grønlændere
Bitclub Network der tilbyder den slags investeringer, som blandt andet har en stor datacenter i Island, er meget populær hos grønlandske bitcoin brugere. Avisen Sermitsiaq har blandt andet skrevet om network sælgeren for Bitclub Network, Minik Schmidt, der finder investorer blandt almindelige mennesker.

Læs: Grønlands første bitcoin erhvervsmand

Bitclub Networks hjemmeside har siden mandag den 18. december været lukket, og brugerne har ikke haft mulighed for at tilgå den. Ifølge en meddelelse der popper op, når man prøver at komme ind til siden, har der været et sikkerhedsbrud gennem en tredjeparts udbyder til hjemmesiden. Derfor har hjemmesiden lukket sig selv ned, inden for 15 minutter, da truslen blev opdaget.

Skulle køre igen i dag
Mandag meddelte ellers Bitclub Network, at de regner med at hjemmesiden ville køre igen den 19. eller 20. december, men siden har de udskudt det til i dag fredag, da de vil bruge tiden til ’planlagte opdateringer’ på siden. I skrivende stund kan man stadig ikke tilgå hjemmesiden.

Det er uvist, hvordan nedetiden af systemet har konsekvenser for brugerne, da der ikke er uddybende forklaringer at finde på siden.

Forskellige priser
Ifølge Facebook-siden Bitclub Network - Kalaallit Nunaat, kan man købe fire forskellige 'mining pools', der koster mellem knap 3.000 kroner og 22.200 kroner. Og der bliver lovet højere provision, hvis man køber de dyreste.

De største kryptovaluta markeder som Bitcoin, Ethereum og Litecoin er den seneste døgn faldet markant. Bitcoin er faldet med over 22 procent og prisen ligger på knap 12.100 dollars, ifølge Coindesk.

Powered by Labrador CMS