Biskop fik en tur i kanen

Santa Claus er først og fremmest Coca-Colas opfindelse. Læs hvordan biskop Nicholas blev til hele verdens julemand.

Grønlands helt egen Julemand foran posthuset i Nuuk, på vej til at sende breve til børn i hele verden. Foto: Leiff Josefsen

Myndighederne har altid benægtet Julemandens eksistens. Velkommen til verdens ældste konspirationsteori: Den begynder i 300-tallet med biskop Nicholas fra det østlige Tyrkiet, skriver berlingske.dk.

Han gav penge til de fattige og skal især have hjulpet glædespiger ud af deres profession. Folk behøvede bare stille en sko udenfor hans dør, så lagde han mønter ned i den. Vel nok baggrunden for vore dages sokker over kaminen.

Manden var kort sagt en flinker fyr.

Så katolikkerne gjorde ham til helgen og satte et »santa« foran. I år 1087 overførte man endda hans jordiske rester til Bari i det syditalienske.

Og fremme i midten af 1950erne fik nogle forskere så adgang til dem. Chok, chok, chok Skelettet målte kun fem fod og havde i øvrigt brækket næse - allerede dengang var det hårdt med alle de børn.

Kort sagt: Nicholas var kun ganske lidt højere end en almindelig nisse.

Hvorfor kommer de lærde overhovedet ikke ind på det faktum? Hvem forholder os sandheden? At den gamle helgen blev til vore dages julemand, var amerikanernes skyld: En avis i New York bragte 1823 digtet om »The Night Before Christmas« med en tegning til. Formentlig historiens første portræt af Julemanden - om end han stadig er høj og tynd. Vore dages julemand og juletræet er altså cirka lige gamle.

Næste trin kom 1863 i tidsskriftet Harper's Weekly. Her gav tegneren Thomas Nast ham det klassiske outfit.

Fra nu af havde Julemanden skæg, frakke med pelskanter og så videre.

Nu manglede han bare farverne. Det var her, Coca-Cola Company kom ind i billedet. Firmaet trak heftigt på den lille mand i kampagner fra 1930-erne og frem. Selvfølgelig i rødt og hvidt som etiketterne selv.

Santa Claus kendes nu over hele verden og på mange forskellige måder.

Dét er en af vore vigtigste erfaringer fra den danske folkeskole i halvfjerdserne: At hvis du vil fortælle om din tro på Julemanden, skal du også fortælle lidt om andre kulturers.

Og således belært kan vi springe direkte til den danske version. Ifølge den tidligste overtro holder han til på Nordpolen .

Siden den globale nedsmeltning begyndte, har Grønland dog været et sikrere sted. At manden ikke ser særlig eskimoisk ud og derfor må være en slags koloniherre, lader vi lige ligge.

Postvæsner med hjerte har givet ham adresser i både Grønland , Alaska, Finland med videre. Og hans berømte latter afspejles i den canadiske version: Man kan skrive til Santa Claus på adressen North Pole med postnummeret HOH HOH.

Drenge som Nikolaj, Niels og Claus har stadig navn efter ham. Men heltens egen navnedag den 6. december fejrer vi ikke længere. Vi gider ikke engang hænge sokker op. Han skal bare smide gaverne og skride igen.

Med mindre det bare er far.

Powered by Labrador CMS