Bilist anklaget for uagtsomt manddrab var stærkt påvirket

Føreren, der er tiltalt for spirituskørsel og uagtsomt manddrab, sad bag rattet med en promille på 1,61, da han utilsigtet påkørte og dræbte en kvinde I Tasiilaq, der lå på kørebanen.

Føreren, der er tiltalt for at have kørt spirituskørsel samt for uagtsomt manddrab på en kvinde i Tasiilaq den 6. oktober 2019, kørte en bil med en promille på 1,61. Grænsen for promillekørsel er 0,5 promille.

Sermitsiaq.AG har fået yderligere detaljer om den tragiske sag via en aktindsigt i anklageskriftet.

Her fremgår det:

- Ved den 6. oktober 2019 ca. kl. 01.00 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført personbil, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,5 promille, idet der i blodprøven udtaget samme dag blev påvist 1,61 promille, samt uden at optræde hensysfuldt og udvise agtpågivenhed, således at der ikke opstod fare eller volde skade eller ulempe for andre, idet tiltalte påkørte (kvinde, red.) som lå på kørebanen, med personskade til følge.

Sådan lyder tiltalen om spirituskørsel mod føreren, der efter hændelsen blev sigtet for uagtsomt manddrab.

Op til otte måneders anstaltsanbringelse

Ifølge anklageskriftet blev den påkørte kørt til Tasiilaq sygehus, men afgik ved døden som følge af de skader, hun blev pådraget under ulykken.

Føreren er derfor også tiltalt for ”under skærpende omstændigheder, i forbindelse med spirituskørsel, uagtsomt at have forvoldt (den påkørte, red.) død”.

Den tiltalte skal i retten i Sermersooq Kredsret, i retslokalet i Tasiilaq den 24. februar 2020.

Anklagemyndigheden kræver:

  • Den tiltalte idømmes anstaltsanbringelse på mellem seks til otte måneder,
  • Ubetinget frakendelse af førerretten i to år
  • En tillægsbøde på tre ugers løn, svarende til 39.546,16 kroner
  • Samtidig tages der forbehold for påstand om erstatning.
Powered by Labrador CMS