Beruset biltyv ender i snedrive

Lørdag formiddag rykkede politiet ud til to tilfælde af spritkørsel.

Klokken 09.24 lørdag fik politiet en anmeldelse om en bil, der sad uhjælpeligt fast i en snedrive ved vejen Akunnerit i Nuuk.

Da politiet kom til stedet, kunne de konstatere, at bilen tilsyneladende havde ramt snedriven med høj fart, og at føreren - en mand i starten af 20'erne - var tydeligt beruset.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Julie Senderovitz Bendtsen.

Vagtchefen vil ikke afsløre den nøjagtige promille, som manden blæste alkometeret op på, fordi promillen skal fastslås af en blodprøve. Hun siger dog, at alkometeret viste tættere på 2,0 end på 1,0. Altså et godt stykke over grænsen for spirituskørsel, der ligger på 0,5.

Sigtes for tyveri af bil

Manden var ikke kommet til skade ved uheldet, men han blev anholdt og taget med for få foretaget en blodprøve.

Derudover viste det sig, at den unge mand ikke havde noget kørekort, og at det tilsyneladende heller ikke var hans egen bil. Derfor er manden nu sigtet for spirituskørsel, brugstyveri af en bil og kørsel uden førerret.

Godt en time tidligere på dagen - klokken 08.18 - havde politiet en lignende sag i Aasiaat.

Her anmeldte en opmærksom borger en slingrende bilist. Borgeren mente desuden at vide, at den slingrende bilist ikke havde noget kørekort.

Fører gemte sig

Det fik politiet til at rykke ud til stedet, hvor de fandt bilen parkeret ved et hus, og lidt derfra opdagede betjentene en mand, der gemte sig, fortæller vagtchefen.

Manden passede på det signalement, som anmelderen havde givet, og manden erkendte på stedet, at han havde kørt spirituskørsel.

I dette tilfælde var der også tale om en mand i begyndelsen af 20'erne, og han havde heller ikke kørekort.

Manden blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve på sygehuset.

Powered by Labrador CMS