Bekymring: Dårligere karakterer hos ansøgere fra Grønland

Gennemsnittet dykker blandt grønlandske studerende, der søger ind på uddannelser i Danmark. Selv med særordning kan stadig flere ikke optages

Humøret er højt, når huen er hjemme! Senere venter skuffelser for en del, når karaktererne viser sig at være for lave til en uddannelse i Danmark - selv med den særlige grønlandske undtagelse for skarpe optagelseskrav

Færre og færre grønlandske studenter er dygtige nok til at klare sig på en videregående uddannelse i Danmark. Deres studentereksamen er så ringe, at en voksende andel af dem, der søger ind på danske uddannelser, bliver afvist.

Det skriver Sermitsiaq.

Mens danske studenter bliver mødt med krav om et karaktergennemsnit på både 9, 10 og 11 til de mest eftertragtede uddannelser, giver en særordning studenter fra Grønland fri adgang til alle danske studier, blot de har et gennemsnit på 6. Selv denne tærskel er imidlertid for høj for en voksende andel af de grønlandske studenter, der ønsker at læse videre i Danmark.

– Udviklingen får os til at være bekymrede. De unge grønlændere, der søger uddannelser i Danmark, har et lavere gennemsnit end tidligere. Færre og færre kan optages gennem særordningen, siger uddannelsesvejleder Pia Rosing Heilmann, Det grønlandske Hus i København.

Læs i ugens udgave af Sermitsiaq, hvorfor de grønlandske studievejledere i Pilestræde i København oplever et voksende svælg mellem de grønlandske ansøgeres kvalifikationer og adgangskravene til de danske videregående uddannelser. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS