Bekymret for kræftramte

Neriuffiit Kattuffiat, landsforeningen for kræftens bekæmpelse, er bekymret for, om krisen på Sana rammer behandlingen af de kræftramte.

Den seneste debat i medierne om situationen på landshospitalet Dronning Ingrids Hospital, Sana, gør Neriuffiit Kattuffiat urolig på vegne af kræftramte patienter. Ikke mindst hvad angår konsekvenserne for behandlingstilbuddene.

– Det er derfor yderst nødvendigt at myndighederne samarbejder og lytter til den oprettede gruppe til løsning af problemerne, kaldet taskforce, da medlemmerne i gruppen har indsigt i løsning af problemer i det daglige arbejde, skriver foreningens forkvinde Johanne Olsen på vegne af bestyrelsen i et åbent brev til pressen.

Hun pointerer samtidig, at det er nødvendigt at oplære personalet på længere sigt.

– Ethvert menneske, der bliver syg, har ret til en behandling og vi vil gøre opmærksom på hvor vigtigt det er, at Dronning Ingrids Hospital bliver drevet med god behandling over for befolkningen i Grønland , er et kvalitetsmæssigt godt sygehus og har en tillid fra befolkningens side.

Det nytter ikke at sende patienterne til Danmark, anfører Johanne Olsen videre:

– Vi vil påpege, at sende patienter til Danmark på grund af tidsmangel som man har gjort i den senere tid, ikke kan accepteres. Som bekendt har mennesker der får en behandling i vante og trygge omgivelser nemmere ved at blive raske igen, påpeger forkvinde for Neriuffit Kattuffiat.

Powered by Labrador CMS