Hjerneskadet psykiater

Bekymrede patienter opfordres nu til at kontakte sundhedsvæsenet

Fungerende naalakkersuisoq for sundhed, Siumuts Martha Lund Olsen, opfordrer nu tidligere patienter til at kontakte sundhedsvæsenet, hvis sagen om den hjerneskade psykiater har givet anledning til bekymring

Fungerende naalakkersuisoq for sundhed, Siumuts Martha Lund Olsen

Som Sermitsiaq.AG tidligere har skrevet, så har psykiateren, som har fejlbehandlet en række patienter i Danmark, også praktiseret på Dronning Ingrids Hospital i sammenlagt ni uger tilbage i 2005 og 2006.

Ifølge departementet for sundhed drejer det sig konkret om følgende uger, hvor den hjerneskade psykiater har vikarieret i 2005: 41, 42, 49 til og med 52, mens det i 2005 drejede sig om ugerne 1, 4 og 5.

- Jeg forstår godt, hvis denne sag kan give anledning til spørgsmål hos patienter og pårørende. Hvis der er nogen, som føler sig bekymrede eller utrygge i forbindelse med denne sag, så vil jeg opfordre dem til at tage kontakt til sundhedsvæsenet og få en drøftelse om deres sygdom, siger fungerende naalakkersuisoq for sundhed Martha Lund Olsen fra Siumut.

Læs: Oplysninger om hjerneskadet psykiater bekymrer IA

Inuit Ataqatigiit ønsker afklaring af psykiaterens virke
Efter det er kommet frem, at den hjerneskadede psykiater også har praktiseret herhjemme, har Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen, også ønsket at få en afklaring af, om den hjerneskadede psykiater også har fungeret for Kriminalforsorgen, udover sit vikarierende virke på Dronning Ingrids Hospital.

Det gjorde han ved at stille spørsmål til den danske justitsminister Mette Frederiksen, Socialdemokraterne.

- Heldigvis vurderer sundhedsvæsenet, at eventuelle fejldiagnoser eller behandlinger ville være blevet opdaget tidligt efter den påbegyndte behandling, fordi alle psykiatriske patienter regelmæssigt bliver tilset af speciallæger, sygeplejersker og sundhedsassistenter. Det er også vigtigt at fremhæve, at den pågældende psykiater ikke på noget tidspunkt har arbejdet alene, og at patienterne løbende er blevet tilset af det øvrige sundhedspersonale, siger Martha Lund Olsen.

Landslægeembedet kigger på sagen
Ifølge Martha Lund Olsen er Landslægeembedet, der er tilsynsmyndighed, orienteret om sagen.

- Landlægeembedet er i gang med at belyse de meget korte ansættelser, den pågældende psykiater havde på psykiatrisk afdeling, med henblik på at vurdere hvilke anbefalinger Landslægeembedet skal give til naalakkersuisoq for sundhed, lyder det fra departementet for sundhed, der samtidig oplyser, at patienter, der ønsker en samtale om deres sygdomme på baggrund af sagen, kan kontakte sundhedsvæsenet, der hvor de bor.

Læs: Grønland bliver ikke orienteret om mistede autorisationer

Powered by Labrador CMS