Bekymrede borgere anmelder folk der lige er landet
Politiet i Upernavik har modtaget henvendelser fra borgere, der har set folk ude i byen, som lige er kommet fra Danmark. Politimester opfordrer på det kraftigste folk til at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Der er bekymring blandt borgerne i Upernavik. Bekymringen går på, at folk, der lige er landet fra Danmark, går rundt i byen og krammer andre.
Borgerne undrer sig over, hvorfor de ikke er i hjemmekarantæne, som er en reglerne omkring indrejse til landet i fase 1 af genåbningsstrategien.
Politiet i Upernavik bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at de er blevet kontaktet flere gange af bekymrede borgere, som har set personer, der lige er kommet fra Danmark til byen.
- Vi har fået to opkald omkring det her, oplyser politiet.
Politiet i Upernavik er nu i gang med at koordinere, hvordan man skal tackle lignende situationer med sygehuset i byen. Dog har politiet ikke oprettet formelle sager på baggrund af henvendelserne.
I bekendtgørelsen som er trådt i kraft mandag med regler om indrejse, står der for eksempel beskrevet en række steder, man ikke må opholde sig. Men der står ikke, at man ikke må gå en tur i byen og kramme folk man møder. Det må man gerne i et juridisk perspektiv.
Opfordring til folk
Men bare fordi det ikke er ulovligt, betyder det ikke, at man skal gøre det, understreger Politimester Bjørn Tegner Bay. Han opfordrer på det kraftigste folk, der lige er rejst ind i landet, til at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
- Et af de basale råd er at holde afstand. At gå og kramme hinanden, det er fuldstændigt uansvarligt, påpeger politimesteren.
Han indrømmer at uansvarlighed, ikke nødvendigvis er en forbrydelse i lovens øjne.
- Man kan jo godt opføre sig uansvarligt, uden at det er forbudt, lyder det fra Bjørn Tegner Bay.