råstoffer
Behandler Nunaminerals-konkurs i næste uge
Nunaminerals er begæret konkurs, men retsmødet er udsat til på tirsdag
Skifteretten i Retten i Grønland skal på tirsdag holde retsmøde for at behandle en konkursbegæring mod mineralefterforskningsselskabet Nunaminerals. Det oplyser KNR.
Det første retsmøde i sagen blev afholdt fredag. Men da retten endnu manglede at afklare, om det juridiske grundlag var på plads til at erklære virksomheden konkurs, blev mødet udsat.
Det er endnu uvist, hvilke af selskabets kreditorer, der har begæret Nunaminerals konkurs.
Læs: Hvad sker der med Nunaminerals-licenserne?
Betalingsstandsning
Mineralefterforskningsselskabet var i perioden fra den 15. maj 2015 - 15. maj 2016 i betalingsstandsning.
Ordningen gav den økonomisk nødlidende virksomhed et juridisk pusterum til at få et nyt økonomisk grundlag på plads, som kreditorerne kunne bakke op om, hvor alternativet ellers ville være en konkurs. Men da en betalingsstandsning udelukkende kan finde sted i et år, ophørte ordningen i sidste måned. Og dernæst syntes en konkurs at være uundgåelig.
Læs: Kreditorer venter på Nunaminerals-udspil
Kurator
Erklærer Skifteretten Nunaminerals konkurs på tirsdag, indsætter domstolen en kurator, der skal gøre boets aktiver og gæld op. Og når det regnestykke er gjort op, vil et eventuelt overskud blive fordelt blandt kreditorerne.
Læs: Nunaminerals står på kanten af afgrunden