Nu begynder rekrutteringen til den nye beredskabsuddannelse

Næste uge sparkes rekrutteringen til Grønlands nye beredskabsuddannelse i gang på Vestkysten, og den vil senere tage sin tur til Tasiilaq. I år introduceres en ny uddannelse, og forventningerne er store om at tiltrække unge fra hele landet.

Konstabel Angunnguaq Setsen, er glad for at det i fremtiden er muligt at tage sin uddannelse indenfor forsvaret i Kangerlussuaq.

Konstabel Angunnguaq Setsen, som er uddannet ved forsvaret og som bliver en del af holdet på beredskabsuddannelsen i Kangerlussuaq, er begejstret for muligheden for at man nu kan gennemføre sin basisuddannelse i Grønland.

"Der er langt til Vordingborg," som han siger om sin egen tid som værnepligtig. Han fortæller, at hans uddannelse i forsvaret har givet ham mange færdigheder, som han værdsætter.

- Det giver super gode muligheder i fremtiden. Både det faglige men også gode venskaber, fællesskab og godt sammenhold. Og så giver det noget selvtillid og indre ro, fortæller han.

Uddannelsen er åben for alle unge fra 18 år og op, uden karakterkrav eller fysiske krav. Der vil dog være en optagelsesprøve og lægetjek, herunder syns- og høreprøver.

Optagelsesprøven som er en skriftlig prøve er tilpasset grønlandske forhold og sprog, og der er ikke fastsat krav til ansøgernes resultat, som i stedet vil blive vurderet individuelt.

Det er en anden kultur

Under uddannelsen seks månder lærer de studerende en bred vifte af færdigheder, herunder politi- og redningsberedskab, røgdykning, og de basale ting indenfor forsvaret.

Konstabel Setsen deler sin personlige erfaring fra uddannelse i Danmark og beskriver, hvordan det adskiller sig fra Grønland.

- Jeg har gået på gymnasiet her i Nuuk, hvor man også taler meget dansk, men det er lidt af en omvæltning. Det er mere direkte og kontant. Det er sådan det kører og du stiller ikke spørgsmål. Det er anderledes i Grønland, hvor tingene bare går sin stille gang.

Han beroliger dog med, at Forsvaret også ser på, hvordan verden ændre sig og at der allerede er blevet mere moderne med plads til at tænke selv og kommer med løsningsforslag.

- Det er ikke så slemt, griner han.

Mulighed for 12 måneder

Forsvaret er opmærksom på de kulturelle forskelle mellem Danmark og Grønland og uddanner derfor også deres undervisere i grønlandsk kultur, hvilket er afgørende for at forstå og arbejde i Grønland.

- Vi benytter os af de erfaringer, vi har fået i udlandet når vi har været i missioner rundt omkring i verden. Der er en grundig indkørsel til de traditioner og skikke man kommer til. Vi vil prøvet gøre noget af det samme her, fordi det er vigtigt, at forstå hvilke mennesker man møder på uddannelsen, fortæller oversergent Thomas Ploug Christiansen, som er ansvarlig for detailplanlægning af uddannelsen.

Hvis man gennemfører de første seks måneder, er der mulighed for at komme i praktik i seks måneder efterfølgende i en af forsvarets enheder, politi eller brandvæsen.

- Når man er færdig med uddannelsen, er der mange karriereveje at vælge imellem. Men lad os gøre det klart, vi uddanner ikke folk til Danmark, siger Thomas Plough Christiansen.

Håber på diversitet i ansøgerfeltet

Der er 20 pladser på uddannelsen, som starter i maj næste år. Under uddannelsen får de studerende løn, fri kost og logi. Og så er der lige den del med, at man også kan få betalt en eller flere tur hjem på besøg i løbet af uddannelsen.

Uddannelsen er tilgængelig for eller unge i Grønland, og der er ikke sprogkrav for at søge.

- Vi prøver at få så mange instruktører som muligt med samme baggrund som Setsen, enten tosprogede eller som kommer herfra, så noget kan gennemføres på grønlandsk. Men hvis man efterfølgende vil videre til politiet eller forsvaret i Danmark, så er der nogle sprogkrav.

Der vil også være undervisning i dansk, engelsk og matematik under uddannelsen, men det er frivilligt.

- Vi håber og tror på, at der kommer folk fra hele landet og alle steder i uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Vi er ikke kun interesserede i gymnasieelever. Diversiteten skal være så høj som muligt, det plejer at give det bedste resultat og det giver os bedre mulighed for at rekruttere næste år, slutter Thomas Plough Christiansen.

Powered by Labrador CMS