Nu begynder madfestivalen i syd

Sydgrønland er klar til landsdelens første Food Festival. Den begynder i morgen lørdag i Nanortalik

Arkivfoto: Leiff Josefsen

Selvom Food Festivalen med succes allerede har haft flere arrangementer onsdag, torsdag og fredag, holder festivalen sin officielle åbning i morgen lørdag kl. 15.00 på Piareersarfik i Nanortalik.

Det sker med velkomst af formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Kalistat Lund, Kommune Kujalleq. Medlem af naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen samt medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen vil også være til stede.

Ove Karl Berthelsen har ansvaret for den regionale udviklingsstrategi, der er den store fødevaresatsning, som Sydgrønland er en del af.

Udover talerne vil der være grønlandsk mad på nye måder - et arrangement, som forestås af køkkenlederne i Nanortalik, som også sidste år lavede et meget rost og velbesøgt offentligt arrangement i byen.

- Så det ventes, at rigtig mange lægger vejen forbi åbningsarrangementet, lyder håbet fra Kommune Kujalleq.

Læs mere om Food Festivalen i ugens AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS