Bedre søkort er på vej

I løbet af fire år vil 54 ud af Grønlands i alt 93 søkort være fornyet.

De to SKA-både 12 og 16, som for tiden laver opmålingsarbejde i Uummannaq, er udstyret med et såkaldt flerstrålet ekkolod, som giver en fuldstændig dækning af havbunden.

SKA-bådene foretager søopmåling, hvor havbunden bliver systematisk afsøgt ved hjælp af ekkolod, som i en vifte bliver sendt mod havbunden.

Resultaterne af disse afsøgninger - kaldet lodskud - bruges til at tegne søkortene.

SKA-bådenes opmå­lings­systemer muliggør en meget detaljeret kortlægning af havbunden på dybder fra 10 til 1000 meter.

Alle opmålingsdata opsamles og behandles i digital form, og besætningen kontrollerer og behandler dagligt de opsamlede data ombord.

Når opmålingssæsonen er slut, gennemfører Farvandsvæsenet i København yderligere kvalitetskontrol af de indsamlede data.

Herefter kan det færdigbehandlede datasæt sendes til Kort- og Matrikelstyrelsen, der står for den endelige produktion af søkortene.

Kortene fornyes
Grønlands Hjemmestyre og de danske myndigheder nåede i slutningen af 2006 til enighed om, at de grønlandske søkort skal have særlig op­mærk­somhed de kommende år.

I fællesskab er der udarbejdet en prioritering af rækkefølgen af fornyelsen af søkortene.

Denne prioritering er foretaget efter, hvor megen trafik, der er i området, og i hvilken stand de nuværende søkort er.

Søkortene vil blive udgivet løbende, så snart de er færdige, og det forventes, at de første kort bliver udgivet allerede i 2007.

De første søkort, der fornyes, er søkortene mellem Maniitsoq og Qeqertarsuatsiaat.

Herefter vil søkortene i Sydgrønland blive fornyet og efterfølgende søkortene fra Maniitsoq til Diskobugten.

Om fire år vil 54 ud af Grønlands i alt 93 søkort være fornyet, og der vil herefter i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre blive udarbejdet en plan for fornyelse af de resterende søkort over de grønlandske farvande.

Fornyelsen af søkortene er nødvendig, fordi de nuværende søkort er meget unøjagtige.

Således stemmer kystlinien på kortene i mange tilfælde ikke overens med virkelighedens kystline.

På baggrund af nyopmålinger og flyfotos rettes de eksisterende kort, så de bliver tidssvarende og kan benyttes sammen med satellitnavigation.

De nye søkort bliver gemt digitalt, så det fremover er langt nemmere løbende at opdatere søkortene, for eksempel i forbindelse med nye opmålinger.

Powered by Labrador CMS