Bedre klima med Kleist

Valget i Grønland og det kommende selvstyre, betyder et forbedret politisk klima mellem Grønland og Danmark. Det mener en række af folketingets grønlandsordførere.

Foto: Jørgen Chemnitz

- Vi er forhåbentlig gået væk fra at true med sanktioner, siger Per Ørum Jørgensen fra de konservative.

Regeringspartiet var ellers, under den seneste debat om de sociale forhold i Grønland, meget tæt på, at indføre sanktioner overfor Grønland. Men med IA’s storsejr og Kuupik Kleist som kommende landsstyreformand, ser Per Ørum Jørgensen lysere tider forude.

- Jeg tror at dialogen bliver bedre og jeg er meget fortrøstningsfuld, med hensyn til de fremtidige relationer, siger han.

Også Dansk Folkepartis Søren Espersen ser positivt på det fremtidige samarbejde.

- Det kan kun blive et forbedret samarbejde mellem de to lande. Med Hans Enoksen, har der ikke været diskussion eller debatter, siger han.

Han tilføjer, at det er utroligt positivt, at Kuupik Kleist bliver ny landsstyreformand.

Og flere danske partier kigger nu frem mod selvstyret, nu hvor valget er overstået.

- Med det nye selvstyre der træder i kraft om få uger kan Grønland med et nyt landsting og landsstyre være en aktiv del af Norden og resten af verden. Grønland har en helt central rolle såvel i forhold til indsatsen mod klimaforandringer som den nye sikkerhedspolitiske situation der følger af dem, siger Enhedslistens Line Barfod.

Også de Radikales, Niels Helveg Petersen, ser selvstyret, som en naturlig udvikling.

- Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at selvstyrelovgivningen er god til at udvikle samarbejdet mellem Grønland og Danmark, siger han.

Powered by Labrador CMS