Bedre forhold for turister i Grønland

Ingen takststigninger hos Mittarfeqarfiit i 2014, lover politisk ansvarlig Steen Lynge fra Atassut

De fleste turister kommer til Grønland via lufthavnen i Kangerlussuaq

Naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge fra Atassut er glad for at kunne melde ud, at Mittarfeqarfiit/Grønlands Lufthavne for første gang i flere år ikke hæver de takster, som passagerer og luftfartsselskaber betaler for at benytte heliporte og lufthavne her i landet.

- Gennem besparelser og fleksibilitet har vi sammen med Mittarfeqarfiits direktion formået at dække de stigende udgifter, uden at det resulterer i takstforhøjelser. Samtidig har vi nedsat taksterne på rundflyvninger. Det er et samlet resultat, som jeg er meget tilfreds med, skriver Steen Lynge i en pressemeddelelse.

Det netop vedtagne takst- og betalingsregulativ for Mittarfeqarfiit understøtter koalitionens mål om at forbedre forholdene for turister i Grønland. Dette sker gennem en takstnedsættelse på rundflyvninger, som er et af de produkter operatørerne tilbyder til turister.

- Det ligger mig meget på sinde at understøtte erhvervslivet, og jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde turister, der besøger vores land, en endnu bedre oplevelse, fremhæver Steen Lynge.

Powered by Labrador CMS