Bay: Tabuet om seksuelle overgreb lever
Politimesteren er bekymret over, at der er en række byer, hvor ingen sager om seksuelle overgreb er blevet anmeldt.
Nærlæser man politiets årsstatistik, så viser det sig, at der en række byer, hvor der ikke er registreret sager om et kønsligt forhold til et barn under 15 år.
Og den slags skulle man jo umiddelbart tro, ville glæde en politimand; men det stik modsatte er tilfældet.
- Jeg er mindre bekymret over, at vi har ni sager i Aasiaat og elleve sager i Nanortalik end jeg er over, at vi har nul sager i for eksempel Maniitsoq eller Narsaq, siger politimester Bjørn Tegner Bay til
Sermitsiaq.AG.
Alt peger nemlig i retning af, at der også burde være sager i de byer; men at de ikke er blevet anmeldt.
- Vi ved fra befolkningsundersøgelser og fra MIOs rejserapporter, at mange børn over hele landet bliver udsat for seksuelle overgreb. Så jeg stiller det retoriske spørgsmål, hvad er årsagen til at vi nul sager eller blot en sag i en række byer?
- Jeg frygter, at det er et tegn på, at tabuet omkring seksuelle overgreb ikke er brudt over hele landet. Vi plejer at sige, at tabuet er brudt; men vores tal tyder på, at det endnu ikke er slået helt igennem.
- Det er noget jeg mener, at vi i det forebyggende arbejde skal være langt mere opmærksom på.
Tasiilaq er med 20 sager, den by, hvor der i 2018 har været flest. Bjørn Tegner Bay medgiver, at det naturligvis peger på, at der er et stort problem. Men samtidigt har der netop i Tasiilaq været særdeles meget fokus på problemet, og det betyder at sagerne i højere grad bliver meldt til politiet.
Avisen Sermitsiaq behandler i dagens udgave udførligt udviklingen inden for kriminaliteten i Grønland. Du kan få adgang til avisen via nedestående link: