Bay: Selvmordstal er uhyggeligt høje

I løbet af 2019 har 39 personer begået selvmord, hvilket indikerer, at det ikke er lykkedes myndighederne at knække den tragiske selvmordskurve.

Politimester Bjørn Tegner Bay kalder antallet af selvmord i år for "uhyggeligt højt".
Offentliggjort

Siden 2014 og frem til 2018 er antallet af selvmord svinget mellem 44 og 37 tilfælde.

Selv om der endnu udestår mere end to måneder af indeværende år, så er tallet nået op på 39 selvmord, fremgår det af tal fra politiet, som Sermitsiaq.AG har fået indsigt i.

“Uhyggeligt højt tal”

Politimester Bjørn Tegner Bay mener, at ”39 selvmord på landsplan i år er et uhyggeligt højt tal, der ret klart indikerer, at der ikke er en positiv udvikling på selvmordsområdet her ii landet”.

Antal selvmord:

2014: 44

2015: 37

2016: 47

2017: 41

2018: 43

2019: 39 – opgjort 18.10.2019

Kilde: Grønlands Politi

Tasiilaq har i år været vidne til fem selvmord, hvilket placerer det østgrønlandske område med en procentandel, der i forhold til tidligere år næsten er halveret.

Intet positivt

- Selv om en halvering af selvmordstallet i Tasiilaq naturligvis er en god udvikling, så har jeg meget svært ved at se noget positivt i, at der i et samfund med et befolkningstal som Tasiilaq-området i 2019 er begået fem selvmord. Dette er stadig alt, alt for mange. Om årsagen til halveringen i Tasiilaq-området skyldes myndighedernes øgede fokus på selvmord og andre udfordringer, eller om årsagen er en helt anden, det har jeg ikke evidens til at kunne konkludere på, siger politimester Bjørn Tegner Bay til Sermitsiaq.AG.

Politimesteren opfordrer til, at samfundet og myndighederne ikke slipper sit fokus på selvmordsproblematikken her i landet.

Hjælp, støtte og behandling

- Tallene er fortsat af en sådan størrelse, at vi som samfund i fællesskab bliver nødt til at have et konstant fokus på selvmordsproblematikken i hele landet – herunder at vi sikrer dem, der står i en akut risiko for at begå selvmord, hjælp, støtte og behandling her og nu, og at vi forebygger på den lange bane, understreger Bjørn Tegner Bay.

Powered by Labrador CMS