Bay: Personfarlig kriminalitet er yderst bekymrende

I 2020 steg antallet af voldsanmeldelser og seksuelle overgreb for andet år i træk ganske markant, fremgår det af årsstatistikken fra Grønlands Politi.

- Stigningerne betragter Grønlands Politi som et tegn på, at flere ofre anmelder seksualforbrydelser – ikke at der (nødvendigvis) begås flere, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

- Den kriminalitet, som er tilknyttet landets socialt forankrede problemer, er stigende i en grad, der er yderst bekymrende, skriver politimester Bjørn Tegner Bay i forordet til en dugfrisk 2020-årsstatistik fra Grønlands Politi.

Politimesterens bekymring beror på, at antallet af anmeldelser om vold og seksuelle overgreb er steget markant i 2020.

Voldstal fordoblet på to år

Med 1.394 voldsanmeldelser i 2020 er der tale om en stigning på 49 procent i forhold til året før. Og sammenligner man med 2018 voldstallet er der sket en stigning på 99 procent, hvilket svarer til næsten en fordobling.

Kategorien seksualforbrydelser, der dækker over voldtægter, kønsligt forhold til børn under 15 år, blufærdighedskrænkelser, børnepornografi og øvrige sædelighedsforbrydelser ligger stigningen fra 2019 til 2020 på 34 procent med 748 anmeldelser sidste år.

Forebyggende indsats

Politimesteren understreger, at politiet siden 2019 har haft et større fokus på personfarlig kriminalitet med en forebyggende indsats.

- Vi har blandt andet ønsket at modtage flere anmeldelser vedrørende seksuelle overgreb mod børn, således at mørketallet (ikke-anmeldte begåede forbrydelser) mindskes. Derfor lancerede vi i februar 2020 kampagnen ”Anmeld seksuelle overgreb – vi hjælper dig”. Årsstatistikken for 2020 giver et indtryk af, at vores indsats har virket, fordi vi har fået flere anmeldelser af seksuelle overgreb inklusiv seksualforbrydelser mod børn under 15 år end nogensinde før, skriver Bjørn Tegner Bay og tilføjer:

- Stigningerne betragter Grønlands Politi som et tegn på, at flere ofre anmelder seksualforbrydelser – ikke at der (nødvendigvis) begås flere. Det kan derfor ses som en positiv udvikling, fordi vi i Grønlands Politi kan stille skyldige til ansvar for deres gerninger. Og opgaven foran os er at bygge videre på, at vi og det øvrige samfund først og fremmest må tale højt om problemerne relateret til seksuelle overgreb.

Alkohol indblandet

Politimesteren er derimod lidt mere usikker på, hvorfor antallet af voldsanmeldelser er steget så markant og påpeger, at en forklaring kan være omtalte anmeldelseskampagne kombineret med skærpede krav til journalisering.

Sikkert er det imidlertid: alkohol er involveret i hovedparten af alle voldssager. Og volden foregår oftest natten til lørdag.

Ser man på drab, drabsforsøg og uagtsomt manddrab flugter tallene med samme niveau for 2019 – henholdsvis fem, syv og to. Antallet af selvmord er fortsat meget højt med 41 i 2020 - fire færre end året før. Når det gælder selvmordsforsøg er det tal steget fra 79 til 120, mens antallet af selvmordstrusler er steget fra 977 til 1.200.

Powered by Labrador CMS