Bavarian Nordic får 800 millioner til covid-vaccine

Regeringen vil støtte Bavarian Nordic med 800 millioner kroner til udvikling af en vaccine mod covid-19.

Regeringen har besluttet at støtte virksomheden Bavarian Nordic med 800 millioner kroner til udvikling af en dansk vaccine mod covid-19.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at EU-Kommissionen har godkendt, at Danmark kan give støtte på cirka 800 millioner kroner til Bavarian Nordic, der er ved at udvikle en vaccinen.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse mandag.

Sidste skridt inden godkendelse

Støtten, der er et forskud, som skal betales tilbage, skal sikre, at vaccinen kan blive undersøgt i et fase 3-studie. Det er sidste skridt inden en eventuel godkendelse, så vaccinen kan komme på markedet.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, siger i en kommentar, at EU fortsat vil arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om at finde løsninger, der kan begrænse de økonomiske konsekvenser af coronaudbruddet.

- Denne danske støtteforanstaltning på 108 millioner euro vil bidrage til stærkt tiltrængte forsknings- og udviklingsaktiviteter i indsatsen mod coronavirusudbruddet, siger hun i pressemeddelelsen.

kan blive booster

Klokken 14 mandag afholdes der pressemøde i Statsministeriet, hvor statsministeren, sundhedsministeren og sundhedsmyndighederne vil give en status på coronasituationen.

Vaccinen har i de første studier med mennesker vist tegn på god beskyttelse. Mandag begyndte et fase 2-studie.

Her skal det undersøges, om vaccinen har virkning som en boostervaccine, hvor færdigvaccinerede og tidligere smittede får tredje stik.

Her understregede selskabet dog, at et muligt fase 3-studie var afhængig af, at der kom penge i kassen udefra.

Powered by Labrador CMS