fødsel i nuuk
Barn nummer 500 kom ikke til verden alene
Onsdag sen aften blev familien Kreutzmann-Biilman to drenge rigere. Torsdag blev de ønsket tillykke af en højgravid politiker
Før årsskiftet rammer Nuuk et rundt tal, da årets barn nummer 500 og 501 netop er blevet født.
Det er første gang nogensinde, at der er blevet født så mange børn på et enkelt år i hovedstaden.
Forældrene er Susannguaq Biilmann og Bent Sommer Kreutzmann.
I forvejen er Ilulissat-familien rig på børn, så juletvillingerne får både en storebror og to storesøstre.
21 minutter imellem de to
De to drenge, som udgør tvillingeparret, blev født onsdag aften på Dronning Ingrids Hospital klokken henholdsvis 19:45 og 20:06.
I dag, torsdag, kunne den stolte jordemoder, Katsi Møller Hansen, åbne dørene for naalakkersuisoq for sundhed, der kom på besøg på fødegangen for at sige tillykke og overrække to gavekurve.
I kurvene var blandt andet til de to små brødre et sæt nissehuer fra selvstyret.
Læs: Antallet af grønlændere skrumper
Naalakkersuisut lykønsker
Siumut-politikeren byder barn nummer 500 i Nuuk og hans lillebror velkommen.
- Vi ønsker familien stort tillykke. Vi må også give stor ros til Dronning Ingrids Hospital, der dagligt modtager fødende kvinder, sagde Doris Jakobsen.
- Alle børn og babyer er lige vigtige. Alle fødsler skal ske i sikre hænder. Naalakkersuisuts målsætning er at holde børnedødeligheden på et lavt niveau og nedbringe den yderligere.
Skal føde i julen
Selv kunne Doris Jakobsen meget vel havet haft født barn nummer 500. Det ses tydeligt, at hun er højgravid.
Hun venter en datter, sit tredje barn, den 25. december, og da det falder sammen med ferien, regner landsstyremedlemmet ikke med, at det bliver nødvendigt med en barselsperiode.
Der fødes omkring 800 børn hvert år i hele landet.
Læs: Babygymnastik over internettet