BankNordik: Flere låner penge til bolig

BankNordik melder om et godt første halvår for banken, hvor den grønlandske del af forretningen har fået flere kunder i bøgerne.

Udviklingen i BankNordiks grønlandske forretning var god i første halvår 2021, lyder det fra banken i forbindelse med offentliggørelsen af bankens halvårsregnskab.

- Den grønlandske del af bankforretningen viste en stigning i realkreditudlån til både private husholdninger og erhverv, og basisindtjeningen steg med 16 procent sammenlignet med samme periode i 2020, skriver banken i meddelelse onsdag.

Realkreditlån er lån, der ydes med sikkerhed i fast ejendom og typisk i forbindelse med køb og salg af boliger eller nybyggeri.

Bankens direktør siger desuden, at de fleste af kunderne er kommet godt igennem pandemien:

- Vores fornemste opgave er at rådgive kunderne, så de er bedst muligt klædt på til at håndtere den daglige økonomi samt træffe større økonomiske beslutninger. COVID-19 har givet os mulighed for at rådgive og hjælpe de kunder, der har haft det svært i en periode, og vi er glade for at se, at langt de fleste er kommet godt igennem den udfordrende pandemi.

- Vi er desuden meget tilfredse med, at vi har set en tilgang af nye kunder i Grønland i løbet af årets første halvår, siger Árni Ellefsen, adm. direktør i BankNordik.

Regnskabet i hovedtræk:

  • Resultatet før skat var 192 mio. kr., hvoraf 90 mio. kr. stammer fra salget af bankens danske forretning
  • Driftsresultatet før nedskrivninger var 85 mio. kr. mod 64 mio. kr. samme periode i 2020
  • Nedskrivninger på udlån blev tilbageført for 23 mio. kr. sammenholdt med -2 mio. kr. samme periode i 2020
  • Driftsresultatet udgjorde 109 mio. kr. mod 62 mio. kr. samme periode i 2020
  • Bankens udlån steg fra 7,5 mia. samme periode i 2020 til 7,6 mia. kr.
  • Bankens realkreditlån steg fra 2,1 mia. kr. samme periode i 2020 til 2,5 mia. kr.
  • Bankens indlån var 7,7 mia. kr., sammenholdt med 7,6 mia. kr. samme periode i 2020
  • Solvensen steg fra 24,0% samme periode i 2020 til 31,3%
  • Ledelsen forventer et nettoresultat i intervallet 190 - 220 mio. kr. i 2021

Kilde: BankNordik

Powered by Labrador CMS