Gå til hovedindhold

Bankdirektør: Nu afventer vi en bæredygtig plan

Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, ser frem til en plan, der udstikker rammerne for et bæredygtigt jollefiskeri, hvor antallet af jollefiskere reduceres.

I mandags smækkede bankdirektøren pengekassen i over for al yderligere finansiering af jollefiskeriet. Torsdag åbnede han låget på pengekassen på klem, så de jollefiskere, der lever op bankens kreditkrav, alligevel kan få økonomisk hjælp.

Martin Kviesgaard henviser til en udtalelse af Jens Immanuelsen, der til Sermitsiaq.AG sagde, at ”departementet arbejder for en mulig begrænsning af hellefisk jollelicenser til nye aktører”.

Fortolkning

Bankdirektøren tolker denne udmelding således, at naalakkersuisoq vil reducere antallet af jollelicenser.

- Jeg medgiver, der er plads til fortolkning i Jens Immanuelsens udmelding. Antallet af jollelicenser vil falde, hvis ikke der kommer nye ind, men det vil gå langsomt. Og hvis ikke det er økonomisk bæredygtigt, så kommer det til at gå hurtigere, for så vil mange ikke have råd til at være fisker, fastslår bankdirektøren og tilføjer:

- Det har naturligvis været en vurdering, om vi skulle vente (med at åbne pengekassen på klem, red.) til der lå en færdig plan fra Naalakersuisut, og det er da muligt, at vi er for hurtigt ude. Jeg synes imidlertid, der er sendt et tilstrækkeligt klart signal fra os, KNAPK, Grønlands Erhverv og mange andre om, at der er for mange fiskere, og at der skal en biologisk bæredygtig forvaltning til. Lad os se, hvad Naalakersuisut kommer op med, siger Martin Kviesgaard.

Ingen plan = ingen penge

Betyder det, at hvis ikke der kommer en plan for biologisk bæredygtighed så stopper I finansieringen helt?

- Ja det gør det, fastslår direktøren for Grønlands største bank.

I mandags var det ikke økonomisk bæredygtigt at finansiere jollefiskeriet. Det er det i visse tilfælde pludselig tre dage senere. Hvori er de økonomiske betingelser ændret sig?

- Det er fortsat problematisk at foretage investeringer, og vi mener, at det er nødvendigt, at der skal fiskere ud af fiskeriet, så den enkelte fisker skal naturligvis tænke sig om. Så også derfor imødeser vi naturligvis en plan for reduktion af antallet af fiskere og fiskeriet meget hurtigt. Nye fiskere i fiskeriet vil stadig få et nej, siger Martin Kviesgaard.

Voldsom debat

Hvor mange kunder har udmeldingen i mandags kostet?

- Mig bekendt ingen, lyder svaret fra bankdirektøren, der i den grad har formået at skabe en debat om fremtidens fiskeripolitik.

Få overblik over samtlige artikler: Jollefiskeriet

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER