Bank Nordik med godt halvårsresultat i Grønland

Bank Nordik præsenterer i dag et tilfredsstillende regnskab for årets første halvår. Selvom presset på rentemarginalen fortsat udfordrer indtjeningen, opvejes dette af den positive udvikling i bankens forretningsaktivitet.

Árni Ellefsen, adm. direktør, Bank Nordik

Bank Nordik koncernens halvårsregnskab viser gode takter på alle markeder og forretningsområder. Driftsresultatet blev 153 millioner kroner, hvilket er en stigning på 8% i forhold til samme periode i 2018.

- På baggrund af den positive udvikling har vi opjusteret forventningerne til nettoresultatet for helåret til 150 - 200 millioner kroner. Opjusteringen afspejler både den aktuelle økonomiske udvikling og den gode kreditkvalitet i vores udlånsportefølje, som har medført en markant tilbageførsel af nedskrivninger, siger Árni Ellefsen, adm. direktør i Bank Nordik i en pressemeddelelse.

Også når det gælder den grønlandske del af forretningen kan Bank Nordik notere sig en fremgang, fremgår der af halvårsregnskabet.

Nyt lån til iværksættere

Regnskabet for 1. halvar 2019 i hovedtræk

- Resultatet før skat udgjorde 151 mio. kr. mod 207 mio. kr. samme periode i 2018. 1. halvår 2018 var præget af engangsindtægter på 88 mio. kr., der især var relateret til salget af koncernens hovedsæde på Færøerne.
- Driftsresultatet før nedskrivninger udgjorde 81 mio. kr. mod 88 mio. kr. samme periode i 2018.
- Nedskrivninger på udlan udgjorde en tilbageførsel på 72 mio. kr. mod 54 mio. kr. samme periode i 2018.
- Driftsresultatet udgjorde 153 mio. kr. sammenholdt med 142 mio. kr. samme periode sidste år.
- Bankens udlån steg fra 9,7 mia. kr. i første halvår 2018 til 10,1 mia. kr.
- Bankens indlån steg fra 13,1 mia. kr. i første halvår 2018 til 14,1 mia. kr.
- Solvensen steg fra 18,5% i 1. halvår 2018 til 19,6%.
- Ledelsen fastholder forventningen om et driftsresultat for regnskabsåret 2019 før nedskrivninger i niveauet 160-200 mio. kr. (1. halvår 2019: 81 mio. kr.).
- Den 22. juli 2019 opjusterede BankNordik forventningen til nettoresultatet for 2019 fra det tidligere udmeldte interval på 100-150 mio. kr. til 150-200 mio. kr. (1. halvår 2019: 118 mio. kr.) som følge af tilbageførsel af nedskrivninger.

Bank Nordik lancerede i maj Apple Pay, og dermed har bankens kunder fået et nyt værktøj, der gør det nemmere at betale i butikker og online.

Bank Nordik er tilgængelig i størstedelen af Grønland med udgangspunkt fra filialen i Nuuk og i kraft af samarbejdet med Telepost.

I juni indgik Bank Nordik et samarbejde med den Europæiske Investeringsfond, som giver banken mulighed for at tilbyde finansiering med særligt gode betingelser til nyskabende virksomheder gennem InnovFin-programmet. Bank Nordik er den første og hidtil eneste bank på det færøske og grønlandske marked, som kan tilbyde den nye type lån, hvilket har skabt stor interesse og resulteret i en del henvendelser fra innovative virksomheder.

Udover de nye initiativer og produkter til bankens kunder har årets første halvår i Bank Nordik også budt på tildelingen af et nyt legat på 150.000 kroner til en grønlandsk studerende på den nye uddannelse, Nordatlantisk Gymnasieklasse. Legatet er et led i bankens indsats for at styrke det generelle uddannelsesniveau og dermed også fundamentet for fremtidig vækst og velstand i Grønland.

Powered by Labrador CMS