Bagmandspolitiet kan blive inddraget i KNI-skandalen

Chefpolitiinspektør Jørgen Harlev, Grønlands Politi, oplyser, at det er ganske normalt, at politiet får assistance fra eksperter i dansk politi.

Anklagerne om bevidst regnskabsmanipulation er siden 5. august, hvor anmeldelsen om bedrageri blev indgivet til politiet i Sisimiut, blevet efterforsket af Grønlands Politi i Nuuk. Her overvejer man løbende om Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) skal inddrages. Søik omtales i folkemunde som det danske bagmandspoliti.

- I det omfang, at sagen giver anledning til det, så vil der blive truffet en beslutning, om vi skal have assistance fra Søik, oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Harlev, Grønlands Politi.

Han understreger, at man endnu ikke i efterforskningen er kommet til det punkt, hvor man anser, at der er behov for de danske specialister i økonomisk kriminalitet.

- Indtil videre er sagen udelukkende blevet behandlet her fra Nuuk, men jeg kan naturligvis ikke udelukke, at vi får brug for Søik’s hjælp, oplyser Jørgen Harlev.

Intet usædvanligt

- Hvis vi anmoder om hjælp fra Søik vil det jo ikke være usædvanligt. I lighed med vanskelige drabssager trækker vi jo også på hjælp og den ekspertise, som dansk politi kan yde, og hvor vi af gode grunde ikke har de samme ressourcer, forklarer chefpolitiinspektøren.

Sideløbende med politiets efterforskning har KNI’s bestyrelse igangsat en uvildig undersøgelse, som revisionsselskabet PwC skal stå for, og som må formodes at være noget mere grundig end Deloittes, som ifølge halvårsrapporten blot var et ”analytisk arbejde”. Bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen har tidligere forklaret, at der til grund for beslutningen om at nedskrive værdien af KNI A/S med 50 millioner kroner forelå flere ”undersøgelser”.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet er en specielenhed, der tager sig af sager, hvor det formodes at være begået en økonomisk forbrydelse og lister på sin egen hjemmeside følgende forhold op:

  • af et betydeligt omfang,
  • som led i organiseret kriminalitet,
  • ved anvendelse af særegne forretningsmetoder eller
  • som på anden måde er af særlig kvalificeret karakter
Powered by Labrador CMS