Bagger: Servicekontrakten på Pituffik er afgørende for et godt forhold til USA

Forud for mødet med Mike Pompeo understreger Ane Lone Bagger, at der skal findes en løsning på spørgsmålet om servicekontrakten på Pituffik.

Senere i dag skal naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger (S) sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc) mødes med den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo.

Forud for mødet understreger Ane Lone Bagger, at USA's igangværende forsøg på et tættere samarbejde med Grønland bliver vanskelligt, hvis ikke der bliver fundet en løsning på problemet med servicekontrakten på Pituffik.

Grønland og Arktis er højt på dagsordenen ved besøget i Washington, og dette er også årsagen til, at Ane Lone Bagger er inviteret med.

- Det er meget positivt, at Naalakkersuisut deltager på dette møde med udenrigsminister Pompeo. Særligt da drøftelserne blandt andet vedrører Arktis og Grønland. Vi er i denne forbindelse glade for, at regeringen følger op på løfterne i regeringsaftalen med tanke på ønsket om et ligeværdigt og styrket partnerskab i Rigsfællesskabet, siger Ane Lone Bagger i en pressemeddelelse.

Hendes budskab til den amerikanske udenrigsminister er klart.

- Det er afgørende, at alle aktiviteter og investeringer i Grønland er til størst mulig gavn for Grønland og det grønlandske folk, siger hun.

Men hele USA's igangværende charmeoffensiv nytter meget lidt, så længe et afgørende spørgsmål ikke er løst, mener hun.

- Dertil understreges yderligere, at servicekontrakterne på Pituffik skal være til gavn for grønlandske arbejdstagere og firmaer, og at løsningen af denne udfordring er afgørende for at sikre et godt samarbejde mellem USA og Grønland, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS