Bagger: Lovbrud at starte uddannelser

De to handelsskole-uddannelser, der i sidste øjeblik er blevet aflyst, vil ikke blive udbudt i år. Dermed er alt håb om at komme på skolebænken i september blevet slukket for de 12 elever.

Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger (S)

- NI Nuuk har ikke fået godkendt uddannelserne eller bevilling hertil, inden de udbød dem. Da uddannelserne stadig ikke er godkendte og der ikke er finansieringsgrundlag for dem, vil det derfor være et brud på lovgivningen at starte de to uddannelser.

Det fastslår naalakkersuisoq for uddannelse Ane Lone Bagger (S) over for Sermitsiaq.AG, efter handelsskolen Niuernermik Ilinniarfik i Nuuk måtte aflyse to uddannelser, der ellers skulle starte på mandag. Det betyder, at de 12 optagne elever, der ellers blev optaget til 'Økonomi og ressorcestyring' og 'International handel og marketing', ikke skal på skolebænken alligevel.

IAs Sofia Geisler har opfordret til, at uddannelserne skulle i gang, når alt andet stod klar, lærerne, eleverne og uddannelsen. Men opråbet bliver fejet af bordet.

Udbød uddannelser uden godkendelse

Ane Lone Bagger forklarer, at i henhold til reglerne herom i erhvervsuddannelsesloven, godkender Naalakkersuisut oprettelse af nye uddannelser, og det er desuden fastsat, at det er en betingelse for godkendelse af uddannelse, at uddannelsesplaner og studieordninger er modtaget af Naalakkersuisut i færdigbearbejdet stand.

Her har Niuernermik Ilinniarfik altså ikke fået godkendelserne, inden skolen udbød de to uddannelser.

Budget indsendt for sent

Et eventuelt ønske om en bevilling til opstart af nye uddannelser skulle have været fremsat i forbindelse med forarbejdet til Finansloven for 2019, så Inatsisartut kunne tage stilling til den i forbindelse med behandlingen af finanslovsforslaget på Efterårssamlingen 2018, oplyser Ane Lone Bagger.

- Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at NI Nuuk har indsendt et budget for de ønskede uddannelser før i sensommeren 2019, og på det tidspunkt har finansloven for 2019 været godkendt siden efterårssamlingen 2018, meddeler hun.

Ingen opstart

- Vil der søges tillægsbevilling til Inatsisartuts Finansudvalg, så de to uddannelser kan startes?

- Jeg kan oplyse, at Finansudvalget på vegne af Inatsisartut alene kan godkende afholdelse af udgifter til formål, som ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse, hvilket der efter departementets vurdering ikke er tale om her, svarer Ane Lone Bagger.

Må ikke ske igen

Det første, der skal ske nu for de 12, der er kommet i klemme, er, at de får al den vejledning og hjælp som de har brug for, for at komme videre, understreger Ane Lone Bagger.

- Dernæst er Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke i gang med en undersøgelse, der skal kaste lys over forløbet og danne grundlag for, hvad der skal gøres for at sikre at en lignende situation ikke opstår igen. Resultatet af undersøgelsen må vise hvilke fremadrettede tiltage og konsekvenser, der skal ske for at en lignende situation ikke kan opstå igen, fremhæver naalakkersuisoq for uddannelse.

- Som Naalakkersuisoq for uddannelsesområdet ser jeg naturligvis med største alvor på denne meget beklagelige situation. Det er en situation, som ikke må opstå, og de berørte unge mennesker har min største sympati og forståelse, lyder det fra Ane Lone Bagger.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS