Bagger: Arktisk Strategi skal tilgodese grønlandske interesser

Ane Lone Bagger og udenrigsminister Jeppe Kofod har drøftet, hvordan samarbejdet om udenrigs- og sikkerhedspolitik kan styrkes

Kongerigets Arktiske Strategi udløber i 2020 og skal erstattes af en ny.

Den nye strategi skal i høj grad tilgodese grønlandske interesser, fastslår naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger (S) efter drøftelser med udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc).

- Vi (vil) understrege, at det er os der er den arktiske del af Kongeriget. Det er således os, der mærker de ændringer, der sker i Arktis og de hertil hørende konsekvenser. Det er derfor afgørende for Naalakkersuisut, såfremt vi skal være medejere af strategien, at en ny arktisk strategi for Kongeriget tager højde for Grønlands interesse, siger hun i en pressemeddelelse.

Døftede ideer til samarbejde

Drøftelserne er i høj grad gået på, hvordan Grønland generelt kan inddrages bedre, når det handler om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Her foreligger endnu ikke nogen konkrete aftaler, men de to ministerkollegaer har vendt en række ideer til, hvordan et styrket samarbejde kan se ud i praksis.

- Vi har i dag haft en god første drøftelse af, hvordan vi kan virkeliggøre regeringens mål om at sikre et ligeværdigt, positivt og styrket samarbejde i Rigsfællesskabet. Stærke fællesskaber skaber man med gensidig åbenhed og respekt. Det ligger mig meget på sinde, at udenrigstjenesten viser, at den er til for hele Rigsfællesskabet, siger Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

- Det handler blandt andet om, at vi sikrer en høj bevidsthed i udenrigstjenesten om grønlandske og færøske prioriteter. I den allernærmeste fremtid skal vi se på, hvordan vi kan omsætte de idéer, vi har drøftet i dag, til konkrete tiltag. Jeg ser frem til at have en tilsvarende drøftelse med min færøske kollega, Jenis av Rana, på mit snarlige besøg til Tórshavn.

Også Ane Lone Bagger ser frem til et mere ligeværdigt samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

- Først og fremmest er jeg meget glad for, at den danske udenrigsminister så tidligt efter sin udnævnelse besøger Grønland, og at der fra den nye regerings side vises stor interesse for Grønland. Jeg er fortrøstningsfuld for et tættere og ligeværdigt samarbejde kan skabes mellem Nuuk og København. Det er her vigtigt med handling, at vi får startet en proces med at se på, hvordan vi kan styrke samarbejdet.

Powered by Labrador CMS