Badminton-talent: Træner i Japan - vil være den bedste

Den grønlandske landsholdsspiller i badminton Toke Ketwa-Driefer stræber efter at blive Grønlands bedste spiller og har valgt at flytte midlertidigt til Japan for at træne

21-årige Toke Ketwa-Driefer har valgt at tage til Japan for at rykke sig yderligere i sit spil. Han skal væe i Japan i tre måneder

21-årige Toke Ketwa-Driefer fra Nuuk befinder sig lige nu på den anden side af kloden for at forfølge sin drøm om at blive den bedste badmintonspiller i Grønland.

Destinationen er Kyoto, Japan, en stor by i det vestlige Japan. Landet har over 125 millioner indbyggere og er hjemland for utallige af verdens bedste badmintonspillere, blandt andet verdensranglistens nummer et hos herrerne Kento Momota, samt flere verdensmestre. Her er Toke Ketwa-Driefer nu i gang med et tre måneder langt træningsophold, som han begyndte i starten af september.

- Til hverdag spiller jeg badminton på Doshisha University et stort universitet med over 30.000 studerende lidt syd for Kyoto. Deres badmintonhold er meget stærk og kæmper blandt de stærkeste universiteter i hele Japan. Her træner jeg med universitetets førstehold i badminton fire gange ugentligt, fortæller han til Sermitsiaq.AG.

Helt nye omgivelser

Ifølge ham er systemet inden for sport anderledes i Japan.

- Man har ikke 'sportsklubber' ligesom man har hjemme i Grønland eller i Danmark, al sport hører under skolerne, helt fra folkeskolen og op til universitetet, så det at spille på et universitet i Japan svarer til at spille i en stor klub i Danmark eller Grønland. Ud over det spiller jeg på Nara University High School to gange om ugen, for at få så meget træning som muligt. De dage hvor jeg ikke træner er jeg så heldig at have skøn japansk natur, lige i baghaven, hvor jeg løber restitutionsløb blandt rismarker og en skov af bambustræer, fortæller den 21-årige badmintonspiller.

Toke Ketwa-Driefer træner flere gange om ugen

Tilgangen til træning i badminton er anderledes i Japan end derhjemme i Grønland, siger Toke Ketwa-Driefer.

- For det første træner man i længere tid, her i Japan træner jeg i tre-fire timer af gangen sammenlignet med maksimalt to timer derhjemme. Ud over det kører de meget længere intervaller, når de kører øvelser. Eksempelvis når vi kører en 2-mod-1 øvelse i Grønland, hvor to spillere kæmper mod 1 spiller, så kører vi aldrig mere end 2 minutters intervaller af gangen. Her i Japan kører de 10 minutter af gangen med flere rotationer.

- Det var utrolig hårdt at vænne sig til den nye form for træning her i Japan. De første træninger jeg havde her i Japan var uden tvivl nogle af de hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Det er også det fede ved den her oplevelse, at prøve at træne på en anden måde og kæmpe mod modstandere der spiller på en helt anden måde, end det jeg er vant til hjemme i Grønland, det er noget som jeg udvikler mig rigtig meget af som badmintonspiller, fremhæver Toke Ketwa-Driefer.

Vil blive nummer et

- Hvorfor lige Japan?

- Japan er en af de absolut stærkeste badminton-nationer i verden og har flere verdensmestre inden for sporten, så det har helt klart været en af grundene til at jeg nu bor her og træner blandt andre dygtige japanske badmintonspillere. Ud over det har jeg en halv japansk, halv grønlandsk kæreste, som har familie i Japan, som vi er så heldige at kunne bo hos, hvilket har gjort dette træningsophold til en mulighed, svarer han.

Toke Ketwa-Driefers mål ved sin træningsophold i Japan er at blive den bedste spiller i Grønland.

- Ved sidste GM vandt jeg tre bronzemedaljer blandt seniorerne, og selvom det var en fed oplevelse, så er det ikke nok for mig, jeg vil stå øverst på skamlen og med dette træningsophold føler jeg at jeg kommer nærmere mit mål. Derudover vil jeg gerne blive ved med at repræsentere det grønlandske flag ved forskellige internationale turneringer i fremtiden og udvikle sporten i Grønland, fremhæver den unge badmintonspiller.

Vil rykke hans niveau

Landstræneren for det grønlandske badmintonlandshold Rune Svenningsen er glad for, at Toke Ketwa-Driefer har valgt at tage til den anden side af kloden for at blive bedre spiller.

- Det er fedt at have spillere der brænder for at udvikle sig og blive bedre. At Toke rejser til Japan for at træne vil utvivlsomt rykke hans niveau på badmintonbanen. Toke kommer helt sikkert tilbage som en meget bedre og klogere badmintonspiller. Min forventning er klart at Toke bliver bedre til at spille i et højere tempo samtidig med at han udvikler sig bevægelsesmæssigt og angrebsmæssigt, lyder det fra Rune Svenningsen.

Toke Ketwa-Driefer er en del af det grønlandske landshold i badminton og har i løbet af de seneste år deltaget i flere internationale turneringer for Grønland, som VM for hold i Kina tidligere i år, EM for hold i Rusland i 2018 og var senest med til at vinde guld for hold til Island Games 2019 på Gibraltar.

Powered by Labrador CMS